Apostlenes gjerninger 20:36

Original Norsk Bibel 1866

Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Luk 22:41 : 41 Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
  • Apg 21:5 : 5 Men der vi havde fuldendt de Dage, droge vi ud og gave os paa Reisen, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Strandbredden og bade.
  • Apg 7:60 : 60 Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
  • 2 Krøn 6:13 : 13 Men Salomo havde gjort en Kobberkjedel og sat den midt i Gaarden; fem Alen var dens Længde, og fem Alen var dens Bredde, og tre Alen var dens Høide; og han stod ved den og knælede paa sine Knæ for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder mod Himmelen.
  • Dan 6:10 : 10 Derfor lod Kong Darius forfatte den Skrift og det Forbud.
  • Ef 3:14 : 14 For denne Sags Skyld (altsaa) bøier jeg mine Knæ for vor Herres Jesu Christi Fader,
  • Fil 4:6 : 6 Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader eders Begjæringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 84%

    37Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.

    38Og meest smertede dem det Ord, han sagde, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.

  • 76%

    5Men der vi havde fuldendt de Dage, droge vi ud og gave os paa Reisen, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Strandbredden og bade.

    6Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi ind i Skibet; men de vendte tilbage til deres eget (Hjem).

  • 73%

    10Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.

    11Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.

  • 73%

    18Men der de kom til ham, sagde han til dem: Fra den første Dag af, jeg kom til Asien, vide I, hvorledes jeg haver været hos eder den ganske Tid igjennem,

    19at jeg haver tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser;

    20hvorledes jeg Intet haver forholdt af det, som er nyttigt, at jeg jo forkyndte eder det og lærte eder offentligen og i Husene,

    21idet jeg vidnede baade for Jøder og Græker om Omvendelse til Gud og Tro til vor Herre Jesum Christum.

  • 73%

    34men I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Nødtørftigheder og for dem, som ere med mig.

    35Jeg viste eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Skrøbelige til Hjælp, og at komme den Herres Jesu Ord ihu, at han selv haver sagt: Saligt er det heller at give end at tage.

  • 73%

    35Men der han havde sagt dette og havde taget Brød, takkede han Gud for Alles Øine, og brød det og begyndte at æde.

    36Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.

  • 72%

    1Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, tog Afsked og drog ud for at reise til Macedonien.

    2Og der han var dragen igjennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

  • 41Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:

  • 19Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.

  • 14For denne Sags Skyld (altsaa) bøier jeg mine Knæ for vor Herres Jesu Christi Fader,

  • 70%

    7Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.

    8Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.

  • 30Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.

  • 70%

    12Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

    13Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

  • 60Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.

  • 69%

    20Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys.

    21Hilsen med min, (nemlig) Pauli, Haand.

  • 31Derfor vaager og kommer ihu, at jeg haver ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde Enhver af eder med Taarer.

  • 40Men Petrus viste Alle ud, faldt paa Knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Petrus, satte hun sig op.

  • 30Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herre Jesum Christum og ved Aandens Kjærlighed, at I ville stride med mig i Bøn for mig til Gud,

  • 25Og nu see, jeg veed, at I ikke skulle mere see mit Ansigt, I alle, iblandt hvilke jeg haver vandret omkring og prædiket Guds Rige.

  • 18Herren give, at han maa finde Barmhjertighed hos Herren paa hiin Dag! og hvormeget han tjente mig i Ephesus, veed du bedst.

  • 18bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begjæring, aarvaagne til det Samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige,

  • 6Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, kom den Hellig-Aand over dem, og de talede med (fremmede) Tungemaal og propheterede.

  • 31Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig-Aand og talede Guds Ord med Frimodighed.

  • 16ikke aflader at takke for Eder, idet jeg ihukommer Eder i mine Bønner,

  • 36thi der fulgte meget Folk efter og raabte: Tag ham bort!

  • 25de skjulte (Tanker) i hans Hjerte aabenbares; og saa vil han falde paa sit Ansigt og tilbede Gud, og forkynde, at Gud er sandeligen i eder.

  • 40Men der han havde tilstedt ham det, stod Paulus frem paa Trapperne og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte han til dem i det ebraiske Sprog og sagde:

  • 17Og det skede mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg blev henrykket

  • 11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.

  • 27Men der han vilde reise til Achaja, formanede Brødrene og skreve til Disciplene, at de skulde annamme ham; og der han var kommen derhen, var han ved Guds Naade de Troende til megen Nytte;

  • 22Og han kom til Cæsarea, og drog op og hilsede Menigheden, og drog saa ned til Antiochia.

  • 12Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til Bjerget at bede; og han blev Natten over i Bønnen til Gud.

  • 14Og der Tiden kom, satte han sig ned, og de tolv Apostler med ham.

  • 36Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: Sætter eder her, imedens jeg gaaer bort derhen og beder.

  • 32Og de talede Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Huus.

  • 24Min Kjærlighed (er) med eder alle i Christo Jesu. Amen.

  • 46Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa Bjerget for at bede.

  • 25Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.