Apostlenes Gjerninger 7:60
Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
54 Men der de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
55 Men der han var fuld af den Hellig-Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed, og Jesum staaende hos Guds høire Haand;
56 og han sagde: See, jeg seer Himlene aabnede og Menneskens Søn staaende hos Guds høire Haand.
57 Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren, og stormede samdrægtigen ind paa ham.
58 Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham; og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.
59 Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesu, annam min Aand!
1 Men ogsaa Saulus havde Velbehag i hans Mord. Men paa den Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem; og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne.
2 Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt stor Klage over ham.
46 Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! jeg vil befale min Aand i dine Hænder; og der han dette sagde, udgav han Aanden.
47 Men der Høvedsmanden saae det, som skede, prisede han Gud og sagde: I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.
19 Og jeg sagde: Herre, de vide selv, at jeg satte i Fængsel og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig;
20 og der Stephani, dit Vidnes, Blod blev udøst, stod jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
21 Og han sagde til mig: Reis hen; thi jeg vil udsende dig langt bort til Hedningerne.
22 Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23 Men der de skrege og kastede Klæderne fra sig, og kastede Støv i Luften,
41 Og han sled sig fra dem saa (langt) som et Steenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde:
5 Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
6 Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
36 Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.
7 og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
37 Men Jesus raabte med høi Røst og udgav Aanden.
4 Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
50 Men Jesus raabte atter med høi Røst og udgav Aanden.
24 Men Simon svarede og sagde: Beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.
28 og alligevel de fandt ingen Dødsskyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes.
29 Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav.
30 Men Gud opreiste ham fra de Døde;
34 Men Jesus sagde: Fader, forlad dem! thi de vide ikke, hvad de gjøre. Men de skiftede hans Klæder og kastede Lod (om dem).
41 Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.
45 Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? See, Timen er nær, og Menneskens Søn skal overantvordes i Synderes Hænder.
7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
35 Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.
14 Men der vi alle faldt ned til Jorden, hørte jeg en Røst, som talede til mig og sagde i det ebraiske Sprog: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden.
44 Og der han stred hart (med Dødsangest), bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden.
45 Og der han var opstanden fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
39 Men Høvedsmanden, som stod hos tvært over for ham og saae, at han udgav Aanden med saadant Raab, sagde: Sandelig var dette Menneske Guds Søn.
35 Men der han kom til Trapperne, skede det, at han maatte bæres af Stridsfolket for Mængdens Vold;
6 hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse bade og lagde deres Hænder paa dem.
38 Da siger han til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig.
6 Og han sagde bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.
7 Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen.
66 Hvad tykkes eder? Men de svarede og sagde: Han er skyldig til Døden.
9 Men en ung Karl, ved Navn Eutychus, der sad udi et Vindue, var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra det tredie Loft og blev tagen død op.
30 Der Jesus da havde taget Eddiken, sagde han: Det er fuldbragt, og bøiede Hovedet og overgav Aanden (til Gud).
8 Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
29 og lærte frimodigen i den Herres Jesu Navn; og han talede og tvistede med de græskfødte Jøder; men de toge sig for at slaae ham ihjel.
5 Men som der blev et Opløb baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, for at forhaane og stene dem,
10 hvilket jeg og gjorde i Jerusalem; og jeg kastede mange af de Hellige i Fængsel, der jeg havde faaet Magt dertil af de Ypperstepræster, og naar de bleve myrdede, gav jeg min Stemme dertil.
15 Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
37 Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?