Apostlenes gjerninger 20:9
Men en ung Karl, ved Navn Eutychus, der sad udi et Vindue, var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra det tredie Loft og blev tagen død op.
Men en ung Karl, ved Navn Eutychus, der sad udi et Vindue, var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra det tredie Loft og blev tagen død op.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.
11Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.
12Men de bragte det unge Menneske levende (op) og vare ikke lidet trøstede.
13Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.
7Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.
8Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.
5Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte.
6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
10Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.
11Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over Alle, som dette hørte.
19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
20Men der Disciplene omgave ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han med Barnabas ud til Derbe.
8Og der var en Mand i Lystra, som maatte sidde, fordi han havde ingen Magt i Fødderne, men var lam fra Moders Liv af og havde endnu aldrig gaaet.
9Denne hørte Paulum tale, som, der han saae stivt paa ham og mærkede, at han havde Tro til at frelses, sagde med høi Røst:
10Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.
29Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.
30Men Gud opreiste ham fra de Døde;
14Derfor siger (Skriften): Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lyse for dig.
60Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! og som han dette sagde, sov han hen.
29— Thi de havde tilforn seet Trophimus, den Epheser, i Staden med ham, og ham meente de, at Paulus havde ført ind i Templet. —
30Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.
21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
36Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.
37Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.
17Og det skede mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg blev henrykket
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
14Og han traadte til og rørte ved Baaren, — men de, som bare, stode stille — og han sagde: Du unge Karl! jeg siger dig: Staa op!
15Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham.
21uden det skulde være for dette ene Ord, som jeg raabte, der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for de Dødes Opstandelse.
19men de havde nogle Tvistigheder med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesu, som var død, hvilken Paulus sagde at leve.
27Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.
22Men de hørte ham indtil dette Ord, og de opløftede deres Røst og sagde: Tag saadan En bort af Jorden! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
40Men Petrus viste Alle ud, faldt paa Knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Petrus, satte hun sig op.
24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
6Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.
18Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.
33Men der fandt han en Mand, ved Navn Æneas, som havde ligget otte Aar tilsengs og var værkbruden.
14Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon.
4Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig?
33Og saaledes gik Paulus ud fra dem.
30Derfor ere Mange skrøbelige og svage iblandt eder, og en heel Hob sove.
18Men nogle Philosopher, Epicuræer og Stoiker, disputerede med ham; og Nogle sagde: Hvad vil denne Ordgyder sige? men Andre: Det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem ved Evangelium Jesum og Opstandelsen.
19Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?
32Og der Elisa kom i Huset, see, da var den døde Dreng lagt paa hans Seng.
26Da skreg den og sled ham saare og foer ud; og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: Han er død.
27Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.
14Thi dersom vi troe, at Jesus er død og opstanden, da skal og Gud saaledes føre de Hensovede ved Jesum frem med ham.
39Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.
32Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned.
25Og de ventede, indtil de skammede sig, og see, han oplukkede ikke Salsdørene; da toge de Nøglen og lukkede op, og see, da var deres Herre falden til Jorden (og) var død.