Apostlenes gjerninger 20:10

Original Norsk Bibel 1866

Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Mark 5:39 : 39 Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.
  • Matt 9:23-24 : 23 Og der Jesus kom i den Øverstes Huus og saae Piberne og Mængden, som buldrede, sagde han til dem: 24 Viger bort! thi Pigen er ikke død, men hun sover; og de beloe ham.
  • 1 Kong 17:21-22 : 21 Saa udstrakte han sig over Barnet tre Gange, og raabte til Herren og sagde: Herre, min Gud! Kjære, lad dette Barns Sjæl komme inden i ham igjen. 22 Og Herren hørte Elias Røst, og Barnets Sjæl kom inden i ham igjen, og han blev levende.
  • 2 Kong 4:34-35 : 34 Og han steg op og laae over Barnet, og lagde sin Mund paa hans Mund, og sine Øine paa hans Øine, og sine Hænder paa hans Hænder, og bredte sig ud over ham, saa at Barnets Legeme blev varmt. 35 Og han gik tilbage og gik i Huset, een Gang hid og een Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham; da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øine.
  • Luk 7:13 : 13 Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: Græd ikke!
  • Joh 11:11 : 11 Dette sagde han; og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen, for at opvække ham af Søvne.
  • Joh 11:40 : 40 Jesus sagde til hende: Sagde jeg dig ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed?

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 84%

    7Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.

    8Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.

    9Men en ung Karl, ved Navn Eutychus, der sad udi et Vindue, var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra det tredie Loft og blev tagen død op.

  • 79%

    11Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.

    12Men de bragte det unge Menneske levende (op) og vare ikke lidet trøstede.

    13Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.

    14Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mitylene.

  • 73%

    36Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.

    37Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.

    38Og meest smertede dem det Ord, han sagde, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.

  • 70%

    28Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.

    29Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.

    30Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan Vorde salig?

  • 70%

    1Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, tog Afsked og drog ud for at reise til Macedonien.

    2Og der han var dragen igjennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.

  • 69%

    10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.

    11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.

  • 68%

    9Denne hørte Paulum tale, som, der han saae stivt paa ham og mærkede, at han havde Tro til at frelses, sagde med høi Røst:

    10Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.

  • 68%

    21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.

    22Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.

  • 67%

    26efterdi han forlængtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.

    27Thi han var ogsaa syg og nær Døden; men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg.

  • 13Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

  • 67%

    19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.

    20Men der Disciplene omgave ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han med Barnabas ud til Derbe.

  • 6Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.

  • 67%

    17Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene over Hundrede til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til den øverste Høvedsmand; thi han haver Noget at forkynde ham.

    18Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.

  • 67%

    34Derfor formaner jeg eder, at I faae Mad, thi dette hører til eders Frelse; thi der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt eder.

    35Men der han havde sagt dette og havde taget Brød, takkede han Gud for Alles Øine, og brød det og begyndte at æde.

  • 30thi for Christi Gjernings Skyld kom han Døden nær, der han ikke agtede sit Liv, for at erstatte, hvad der fattedes i Eders Tjeneste mod mig.

  • 66%

    24Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.

    25Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.

  • 32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.

  • 15Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.

  • 30Men Gud opreiste ham fra de Døde;

  • 10som døde for os, at enten vi vaage eller sove, skulle vi leve tilligemed ham.

  • 10I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.

  • 10Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.

  • 14Og han traadte til og rørte ved Baaren, — men de, som bare, stode stille — og han sagde: Du unge Karl! jeg siger dig: Staa op!

  • 24Men jeg agter Intet, holder og ikke selv mit Liv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg haver annammet af den Herre Jesu, at vidne om Guds Naades Evangelium.

  • 18Herren give, at han maa finde Barmhjertighed hos Herren paa hiin Dag! og hvormeget han tjente mig i Ephesus, veed du bedst.

  • 6Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.

  • 19men de havde nogle Tvistigheder med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesu, som var død, hvilken Paulus sagde at leve.

  • 65%

    29— Thi de havde tilforn seet Trophimus, den Epheser, i Staden med ham, og ham meente de, at Paulus havde ført ind i Templet. —

    30Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.

  • 39Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.

  • 9Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: Frygt ikke, men tal og ti ikke;

  • 27Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.