Apostlenes Gjerninger 20:10
Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.
Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.
8 Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede.
9 Men en ung Karl, ved Navn Eutychus, der sad udi et Vindue, var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra det tredie Loft og blev tagen død op.
11 Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.
12 Men de bragte det unge Menneske levende (op) og vare ikke lidet trøstede.
13 Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus, og skulde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han befalet, da han selv vilde gaae tilfods.
14 Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mitylene.
36 Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle.
37 Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.
38 Og meest smertede dem det Ord, han sagde, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.
28 Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
29 Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.
30 Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan Vorde salig?
1 Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, tog Afsked og drog ud for at reise til Macedonien.
2 Og der han var dragen igjennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland.
10 Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
11 Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
9 Denne hørte Paulum tale, som, der han saae stivt paa ham og mærkede, at han havde Tro til at frelses, sagde med høi Røst:
10 Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.
21 Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
22 Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.
26 efterdi han forlængtes efter Eder alle og var svarligen bekymret, fordi I havde hørt, at han var syg.
27 Thi han var ogsaa syg og nær Døden; men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg.
13 Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
19 Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
20 Men der Disciplene omgave ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han med Barnabas ud til Derbe.
6 Men de unge Karle stode op og besørgede Liget, og bare ham ud og begrove ham.
17 Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene over Hundrede til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til den øverste Høvedsmand; thi han haver Noget at forkynde ham.
18 Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.
34 Derfor formaner jeg eder, at I faae Mad, thi dette hører til eders Frelse; thi der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt eder.
35 Men der han havde sagt dette og havde taget Brød, takkede han Gud for Alles Øine, og brød det og begyndte at æde.
30 thi for Christi Gjernings Skyld kom han Døden nær, der han ikke agtede sit Liv, for at erstatte, hvad der fattedes i Eders Tjeneste mod mig.
24 Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.
25 Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
32 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
15 Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
30 Men Gud opreiste ham fra de Døde;
10 som døde for os, at enten vi vaage eller sove, skulle vi leve tilligemed ham.
10 I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.
10 Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død, og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand.
14 Og han traadte til og rørte ved Baaren, — men de, som bare, stode stille — og han sagde: Du unge Karl! jeg siger dig: Staa op!
24 Men jeg agter Intet, holder og ikke selv mit Liv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg haver annammet af den Herre Jesu, at vidne om Guds Naades Evangelium.
18 Herren give, at han maa finde Barmhjertighed hos Herren paa hiin Dag! og hvormeget han tjente mig i Ephesus, veed du bedst.
6 Men de ventede, at han skulde hovne eller pludseligen falde død om. Men der de havde ventet længe og saae, at ham intet Ondt vederfares, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.
19 men de havde nogle Tvistigheder med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesu, som var død, hvilken Paulus sagde at leve.
29 — Thi de havde tilforn seet Trophimus, den Epheser, i Staden med ham, og ham meente de, at Paulus havde ført ind i Templet. —
30 Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.
39 Og han gik ind og sagde til dem: Hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover.
9 Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: Frygt ikke, men tal og ti ikke;
27 Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op.