Apostlenes gjerninger 27:34
Derfor formaner jeg eder, at I faae Mad, thi dette hører til eders Frelse; thi der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt eder.
Derfor formaner jeg eder, at I faae Mad, thi dette hører til eders Frelse; thi der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt eder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31da sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede og til Stridsmændene: Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke blive frelste.
32Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned.
33Men imidlertid, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: Det er idag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til eder.
35Men der han havde sagt dette og havde taget Brød, takkede han Gud for Alles Øine, og brød det og begyndte at æde.
36Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.
18Og ikke et Haar af eders Hoved skal forkommes.
21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
22Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.
23Gjør derfor dette, som vi sige dig: Der ere fire Mænd iblandt os, som have et Løfte paa sig;
24tag dem til dig og lad dig rense med dem, og gjør Bekostning paa dem, at de rage Hovedet; saa skulle Alle vide, at hvad de have hørt sige om dig, er der Intet om, men at du og selv vandrer saa, at du holder Loven.
10Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.
11Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.
24Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.
25Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
22Saa adlyd nu ogsaa, Kjære, din Tjenerindes Røst, saa vil jeg sætte en Mundfuld Brød for dig, og æd, at der kan være Kraft i dig, naar du gaaer paa Veien.
23Men han vægrede sig og sagde: Jeg vil ikke æde; da nødte hans Tjenere og Qvinden ham ogsaa, og han adlød deres Røst; og han stod op af Jorden og satte sig paa Sengen.
21Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.
29at I skulle holde eder fra Afguders Offere, og fra Blod, og fra det Qvalte, og fra Horeri; dersom I vogte eder for disse Ting, gjøre I vel. Lever vel!
10Og din Mad, som du skal æde, skal være efter Vægt, tyve Sekel til (hver) Dag; fra Tid til Tid skal du æde det.
30Derfor ere Mange skrøbelige og svage iblandt eder, og en heel Hob sove.
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
12Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen, og forpligtede sig under Forbandelse og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, inden de havde slaget Paulus ihjel.
30Men og alle eders Hovedhaar ere talte.
31Men imidlertid bade Disciplene ham og sagde: Mester, æd!
32Men han sagde til dem: Jeg haver Mad at æde, den I ikke kjende.
33Da sagde Disciplene til hverandre: Mon Nogen haver bragt ham Noget at æde?
27Thi han var ogsaa syg og nær Døden; men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have Sorg paa Sorg.
28Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
9Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem:
10I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.
22Thi de ere deres Liv, som dem finde, og deres ganske Kjøds Lægedom.
41Da sagde han: Tager dog Meel hid, og han kastede det i Gryden og sagde: Øs op for Folket, at de maae æde; da var der intet Ondt i Gryden.
22Og der de aade, tog Jesus Brødet, og velsignede og brød det, og gav dem og sagde: Tager, æder; dette er mit Legeme.
33Derfor, mine Brødre! naar I komme sammen at æde, da deler med hverandre.
34Men dersom Nogen hungrer, han æde hjemme, at I ikke skulle komme sammen til Dom. Det Øvrige skal jeg anordne, naar jeg kommer.
5Og jeg vil hente en Mundfuld Brød, og vederqvæger eders Hjerte, siden kunne I gaae længere; thi derfor gik I over til eders Tjener; og de sagde: Gjør saaledes, som du haver sagt.
28Da svarede en Mand af Folket og sagde: Din Fader besvoer Folket haardeligen og sagde: Forbandet være hver Mand, som æder nogen Mad idag; og Folket var træt.
24Og Israels Mænd bleve udmattede paa den samme Dag; thi Saul besvoer Folket og sagde: Forbandet være den Mand, som æder nogen Mad indtil Aftenen! at jeg kan hevne mig paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad.
37Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.
22Men han sagde til sine Disciple: Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle æde, ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføres.
23Livet er mere end Maden, og Legemet (mere) end Klæderne.
20Da faldt Saul hasteligen paa Jorden, saa lang som han var, og frygtede saare for Samuels Ord; ja der var ingen Kraft i ham, thi han havde ikke ædet Brød den ganske Dag og den ganske Nat.
38Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet, idet de udkastede Levnetsmidlerne i Havet.
14Disse gik til de Ypperstepræster og de Ældste og sagde: Vi have under Forbandelse forpligtet os til, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel.
19Og jeg formaner eder desmere til at gjøre dette, paa det jeg des snarere kan gives eder igjen.
35Der alt Folket kom ind, at de vilde komme David til at æde Brød, der det var endnu Dag, da svoer David og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge end saa dertil, om jeg smager Brød eller nogen Ting, førend Solen gaaer ned!
25Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle æde og hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne?
29Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.
18hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
23Drik ikke mere Vand, men nyd lidt Viin for din Mave og dine jævnlige Sygdomme.