Apostlenes gjerninger 27:38
Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet, idet de udkastede Levnetsmidlerne i Havet.
Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet, idet de udkastede Levnetsmidlerne i Havet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta.
14Men ikke længe derefter kom mod dem en rasende Storm, som kaldes Euroklydon.
15Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa.
16Men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae fat paa Baaden.
17Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes.
18Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord.
19Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab.
20Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses.
21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
39Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bleve en Vig vaer, som havde en Strandbred, paa hvilken de besluttede at sætte Skibet, om muligt.
40Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
41Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
42Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.
43Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
44og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet.
36Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad.
37Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.
26Men vi skulle strande paa en Ø.
27Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve om i det adriatiske Hav, formodede Skibsfolkene ved Midnat, at et Land var dem nær.
28Og da de loddede, havde de tyve Favne; men der de vare komne lidet derfra og loddede atter, havde de femten Favne.
29Og de frygtede, at de maaskee skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.
30Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lode Baaden ned i Havet under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,
32Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned.
33Men imidlertid, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: Det er idag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til eder.
11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
6Og der fandt Høvedsmanden over Hundrede et Skib fra Alexandria, som seilede til Italien, og satte os paa det.
7Men der vi seilede langsomt i mange Dage og med Vanskelighed naaede Cnidus, — thi Vinden føiede os ikke — holdt vi ned under Creta ved Salmone.
8Med Vanskelighed fore vi den forbi og, kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, der var nær ved Staden Lasæa.
9Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem:
36Og de lode Folket gaae og toge ham med, som han var, i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham.
37Og der kom en stærk Hvirvelvind; men den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes.
14Og de havde glemt at tage Brød med, og havde ikke mere end eet Brød med sig i Skibet.
48Naar den er fuld, drage de den op paa Strandbredden, og sidde og sanke de gode (Fiske) tilsammen i Kar, men de raadne kaste de ud.
15Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen.
22Og det begav sig paa en af de Dage, at han og hans Disciple traadte i et Skib, og han sagde til dem: Lader os fare over Søen; og de fore ud.
23Men der de seilede, sov han ind; og en Hvirvelvind kom ned paa Søen, og de fik meget Vand ind og vare i Fare.
32Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret.
6Og der de gjorde det, fangede de en stor Hob Fiske; men deres Garn sønderreves.
7Og de vinkede ad deres Staldbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke.
21Da vilde de tage ham ind i Skibet; og Skibet var strax ved Landet, som de fore hen til.
2Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae over til Phoenicien, traadte vi derudi og fore bort.
5Og Skibsfolkene frygtede, og de raabte, hver til sin Gud, og de kastede Redskabet, som var udi Skibet, i Havet, at det maatte lettes for dem; men Jonas var nedstegen ved Siderne i Skibet, og laae og sov hart.
9Der de da traadte ud paa Landet, saae de en Kulild liggende, og Fisk liggende derpaa, og Brød.
53Og der de vare farne over, kom de til det Land Genezareth og lagde til Land.
24Og see, da blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.
1Og der de vare frelste, fik de at vide, at denne Ø hedte Melite.
37Og de aade alle og bleve mættede; og de opsamlede det, der blev tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde.
10Disse beviste os ogsaa stor Ære, og der vi droge bort, lagde de (i Skibet), hvad vi havde behov.