Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
12Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen, og forpligtede sig under Forbandelse og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, inden de havde slaget Paulus ihjel.
13Men de vare flere end Fyrretyve, som havde sammensvoret sig hertil.
14Disse gik til de Ypperstepræster og de Ældste og sagde: Vi have under Forbandelse forpligtet os til, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel.
15Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
16Men Pauli Søstersøn, som hørte dette hemmelige Anslag, kom og gik ind i Fæstningen, og forkyndte Paulus det.
17Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene over Hundrede til sig og sagde: Før dette unge Menneske hen til den øverste Høvedsmand; thi han haver Noget at forkynde ham.
18Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.
19Men den øverste Høvedsmand tog ham ved Haanden, gik hen til en Side og spurgte: Hvad er det, som du haver at forkynde mig?
20Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham.
22Da lod den øverste Høvedsmand det unge Menneske gaae og bød ham: Du skal Ingen sige, at du haver givet mig dette tilkjende.
23Og han kaldte til sig to af Høvedsmændene over Hundrede og sagde: Holder to hundrede Stridsmænd rede, at de kunne drage til Cæsarea, og halvfjerdsindstyve Ryttere og to hundrede Skytter, fra den tredie Time af Natten;
24og de skulle have Lastdyr tilstede at sætte Paulus paa, og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix.
30Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
31Da toge Stridsmændene Paulus, eftersom det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
2Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
3og bade om den Gunst imod hiin, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.
22Hvad er da (at gjøre)? Mængden bør endelig komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen.
23Gjør derfor dette, som vi sige dig: Der ere fire Mænd iblandt os, som have et Løfte paa sig;
31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
33Men der den øverste Høvedsmand kom nær til, tog han ham og befoel, at han skulde bindes med to Lænker; og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort.
29Da lode de, som skulde have forhørt ham, strax af fra ham. Men den øverste Høvedsmand, der han fik at vide, at han var en Romer, frygtede endog, fordi han havde ladet ham binde.
30Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
23Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.
24Men Saulus fik deres Anslag at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.
38Mon du ikke være den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire tusinde Mordere ud i Ørkenen?
33Men imidlertid, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: Det er idag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til eder.
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
11Og han kom til os, og tog Pauli Bælte og bandt sine egne Hænder og Fødder, og sagde: Saa siger den Hellig-Aand: Den Mand, som dette Bælte tilhører, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overantvorde ham i Hedningernes Hænder.
12Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
13Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
23Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.
27Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
31Men nogle af de Øverste i Asien, som vare hans Venner, sendte til ham, for at formane ham, at han ikke skulde begive sig hen paa Skuepladsen.
12Og de sagde til ham: Vi ere nedkomne for at binde dig, for at give dig i Philisternes Haand; og Samson sagde til dem: Sværger mig, at I ikke ville falde an paa mig.
42Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.
43Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
25Men der de spændte ham med Liner, sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede, som stod hos: Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det udømt?
26Men der Høvedsmanden over Hundrede hørte dette, gik han til den øverste Høvedsmand, og forkyndte ham det og sagde: See til, hvad du vil gjøre; thi dette Menneske er en Romer.
6Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb.
6Men der han havde opholdt sig hos dem mere end ti Dage, drog han ned til Cæsarea; anden Dagen satte han sig paa Domstolen og befoel Paulus at fremføres.
24Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.
31Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
4Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesum med List og ihjelslaae ham.
11da du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage siden jeg kom op, for at tilbede i Jerusalem;
21Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;