Apostlenes gjerninger 27:42
Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.
Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
43Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,
44og de Andre (redde sig), Nogle paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skede det, at Alle kom frelste til Landet.
29Og de frygtede, at de maaskee skulde støde paa Skjær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag.
30Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lode Baaden ned i Havet under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen,
31da sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede og til Stridsmændene: Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke blive frelste.
32Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned.
37Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle.
38Og der de vare blevne mætte af Mad, lettede de Skibet, idet de udkastede Levnetsmidlerne i Havet.
39Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bleve en Vig vaer, som havde en Strandbred, paa hvilken de besluttede at sætte Skibet, om muligt.
40Og der de havde kappet Ankerne, overlode de (Skibet) til Havet og løsnede tillige Rorbaandene; og idet de ophidsede Raaseilet for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden.
41Men de dreve ind paa en Grund, som havde Dyb paa begge Sider, og stødte an med Skibet; og Forstavnen borede sig fast og stod ubevægelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
1Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand over Hundrede, ved Navn Julius, (der stod) ved Keiserens Rode.
15Men der Skibet blev revet hen og kunde ikke holde sig op mod Vinden, gave vi det over og dreve saa.
16Men vi løb under en liden Ø, som kaldes Claude, og kunde neppe faae fat paa Baaden.
17Og der de havde taget den op, brugte de Hjælp og omsurrede Skibet; og saasom de frygtede, at de skulde drives ind paa en Sandbanke, lode de Seilene ned og dreve saaledes.
18Og der vi udstode Meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overbord.
19Og paa den tredie Dag udkastede vi med vore Hænder Skibets Redskab.
20Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses.
21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.
22Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.
27Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.
28Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
9Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem:
10I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.
11Men Høvedsmanden over Hundrede troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som af Paulus blev sagt.
12Og der Havnen ikke var beqvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen til Phoenix for at overvintre der, hvilken er en Havn paa Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest.
13Men der Søndenvind blæste op, og de meente, at de havde naaet deres Hensigt, lettede de Anker og holdt nær under Creta.
24Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.
25Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.
26Men vi skulle strande paa en Ø.
27Men der den fjortende Nat kom, og vi dreve om i det adriatiske Hav, formodede Skibsfolkene ved Midnat, at et Land var dem nær.
11Fremdeles sagde de til ham: Hvad skulle vi gjøre dig, at Havet kan stilles for os? thi Havet foer frem og stormede.
12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.
13Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem.
10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
18hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
6Og der fandt Høvedsmanden over Hundrede et Skib fra Alexandria, som seilede til Italien, og satte os paa det.
7Men der vi seilede langsomt i mange Dage og med Vanskelighed naaede Cnidus, — thi Vinden føiede os ikke — holdt vi ned under Creta ved Salmone.
15Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
16Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.
37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.
12Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen, og forpligtede sig under Forbandelse og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, inden de havde slaget Paulus ihjel.
1Og der de vare frelste, fik de at vide, at denne Ø hedte Melite.
21Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.
23Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.
23Og han kaldte til sig to af Høvedsmændene over Hundrede og sagde: Holder to hundrede Stridsmænd rede, at de kunne drage til Cæsarea, og halvfjerdsindstyve Ryttere og to hundrede Skytter, fra den tredie Time af Natten;
27Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesum til sig i Domhuset og forsamlede om ham den ganske Rode.
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.