Apostlenes gjerninger 23:12
Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen, og forpligtede sig under Forbandelse og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, inden de havde slaget Paulus ihjel.
Men der det var blevet Dag, sloge nogle af Jøderne sig sammen, og forpligtede sig under Forbandelse og sagde, at de vilde hverken æde, ei heller drikke, inden de havde slaget Paulus ihjel.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Men de vare flere end Fyrretyve, som havde sammensvoret sig hertil.
14Disse gik til de Ypperstepræster og de Ældste og sagde: Vi have under Forbandelse forpligtet os til, ikke at smage Noget, førend vi have slaget Paulus ihjel.
15Saa giver nu den øverste Høvedsmand tilkjende, tilligemed Raadet, at han imorgen fører ham ned til eder, som om I vilde nøiere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at ihjelslaae ham, førend han kommer (eder) nær.
20Men han sagde: Jøderne have overlagt med hinanden at bede dig, at du skal lade Paulus føre for Raadet imorgen, som om de vilde nøiere forhøre ham.
21Lad du dig derfor ikke overtale af dem; thi flere end fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, hvilke have under Forbandelse forpligtet sig til, hverken at æde, ei heller at drikke, inden de have slaget ham ihjel; og de ere nu rede og forvente Besked fra dig.
33Men imidlertid, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: Det er idag den fjortende Dag, at I have biet uden at spise og Intet taget til eder.
23Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel.
24Men Saulus fik deres Anslag at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham.
17Men det skede efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte dem, som vare de Fornemste iblandt Jøderne; men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! jeg, som haver Intet gjort mod Folket eller Fædrenes Skikke, er overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
18hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;
30Men anden Dagen, der han vilde vide med Vished, hvorfor han anklagedes af Jøderne, løste han ham af Baandene og befoel, at de Ypperstepræster og deres ganske Raad skulde komme sammen; og han førte Paulus frem og fremstillede ham for dem.
21For disse Tings Skyld grebe Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaae mig ihjel.
27Men der de syv Dage vare næsten tilende, saae Jøderne fra Asien ham i Templet, og oprørte alt Folket og lagde Haand paa ham,
24Og Israels Mænd bleve udmattede paa den samme Dag; thi Saul besvoer Folket og sagde: Forbandet være den Mand, som æder nogen Mad indtil Aftenen! at jeg kan hevne mig paa mine Fjender; derfor smagte det ganske Folk ingen Mad.
2Da mødte den Ypperstepræst og de Fornemste af Jøderne for ham imod Paulus, og anholdt hos ham
3og bade om den Gunst imod hiin, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede paa ham for at ihjelslaae ham paa Veien.
11Og han kom til os, og tog Pauli Bælte og bandt sine egne Hænder og Fødder, og sagde: Saa siger den Hellig-Aand: Den Mand, som dette Bælte tilhører, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overantvorde ham i Hedningernes Hænder.
12Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
13Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.
30Men da det blev mig tilkjendegivet, at der skulde udføres et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, haver jeg strax sendt ham til dig og befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham. Far vel!
31Da toge Stridsmændene Paulus, eftersom det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.
11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.
30Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.
31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.
32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.
1Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepræster og Folkets Ældste Raad imod Jesum, at de kunde aflive ham.
42Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.
15imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, da jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham,
7Men der han kom frem, traadte de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem, omkring ham og førte mange og svare Klagemaal imod Paulus, hvilke de ikke kunde bevise,
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
19Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og overtalede Mængden; og de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, da de meente, at han var død.
4Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesum med List og ihjelslaae ham.
11da du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage siden jeg kom op, for at tilbede i Jerusalem;
12Da toge Vagten og den øverste Høvedsmand og Jødernes Svende samtligen Jesum og bandt ham.
12Men der Gallion var Landshøvding i Achaja, stode Jøderne samdrægtigen op imod Paulus, og førte ham for Domstolen og sagde:
23Og han kaldte til sig to af Høvedsmændene over Hundrede og sagde: Holder to hundrede Stridsmænd rede, at de kunne drage til Cæsarea, og halvfjerdsindstyve Ryttere og to hundrede Skytter, fra den tredie Time af Natten;
45Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed, og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja imodsagde og bespottede.
23Og han befoel Høvedsmanden over Hundrede at bevogte Paulus og lade ham have Ro, og ikke forbyde Nogen af hans Egne at tjene ham eller at komme til ham.
3Og der han saae, at det behagede Jøderne, blev han ved, og lod ogsaa Petrus gribe; — men det var de usyrede Brøds Dage. —
11Men han gik op igjen og brød Brødet og nød deraf; og der han havde talet længe med dem indtil Dagningen, drog han saaledes bort.
7Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede for at bryde Brødet, talede Paulus for dem, da han vilde den anden Dag reise bort, og forlængede Talen indtil Midnat.
9Men der megen Tid var forløben, og Seiladsen nu var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus og sagde til dem:
30Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.
31Og de gik til en Side, talede med hverandre og sagde: Dette Menneske gjør Intet, som fortjener Død eller Lænker.
9Men Jøderne stemmede i med og sagde, at disse Ting havde sig saaledes.
30Men der Paulus vilde gaae frem til Folket, tilstedede Disciplene ham det ikke.
1Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg haver med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.
53Derfor raadsloge de fra den Dag af om at ihjelslaae ham.
12Og de sagde til ham: Vi ere nedkomne for at binde dig, for at give dig i Philisternes Haand; og Samson sagde til dem: Sværger mig, at I ikke ville falde an paa mig.