Apostlenes gjerninger 16:28

Original Norsk Bibel 1866

Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 2 Mos 20:13 : 13 (V.) Du skal ikke ihjelslaae.
  • 3 Mos 19:18 : 18 Du skal ikke hevne dig (selv), ei heller beholde (Vrede) imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er Herren.
  • Sal 7:4 : 4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
  • Sal 35:14 : 14 Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
  • Ordsp 8:36 : 36 Men den, der synder imod mig, skader sin Sjæl; Alle, som mig hade, elske Døden.
  • Ordsp 24:11-12 : 11 Red dem, som ere grebne til Døden, som ere snublende (og nær ved) at ihjelslaaes, dersom du vilde holde dig tilbage (fra dem). 12 Naar du siger: See, vi kjende ikke (denne), mon da ikke han, som veier Hjerter, han skal forstaae det, og han, som tager vare paa din Sjæl, han skal kjende det? thi han betaler et Menneske efter sin Gjerning.
  • Fork 7:17 : 17 Vær ikke meget ugudelig, og vær ikke daarlig; hvorfor skulde du døe i Utide?
  • Matt 5:44 : 44 Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som eder forbande, gjører dem godt, som eder hade, og beder for dem, som gjøre eder Skade og forfølge eder,
  • Luk 6:27-28 : 27 Men jeg siger eder, I, som høre til: Elsker eders Fjender, gjører dem godt, som eder hade, 28 velsigner dem, som eder forbande, og beder for dem, som gjøre eder Skade.
  • Luk 10:32-37 : 32 Men desligeste ogsaa en Levit, der han kom til Stedet, gik han hen og saae ham, og gik forbi. 33 Men en Samaritan reiste og kom til ham, og der han saae ham, ynkedes han inderligen. 34 Og han gik til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Viin i dem; han løftede ham paa sit eget Dyr, og førte ham til Herberge og pleiede ham. 35 Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud og gav Værten dem, og sagde til ham: Plei ham, og hvad mere du maatte lægge ud, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen. 36 Hvilken af disse Tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røvere? 37 Men han sagde: Den, som gjorde Barmhjertighed imod ham. Derfor sagde Jesus til ham: Gak bort, og gjør du ligesaa.
  • Luk 22:51 : 51 Men Jesus svarede og sagde: Lader (dem kun gaae) saavidt. Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
  • Luk 23:34 : 34 Men Jesus sagde: Fader, forlad dem! thi de vide ikke, hvad de gjøre. Men de skiftede hans Klæder og kastede Lod (om dem).
  • 1 Tess 5:15 : 15 Seer til, at Ingen betaler Nogen Ondt for Ondt, men stræber altid efter det Gode, baade imod hverandre og imod Alle.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 82%

    23Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befole Stokmesteren at forvare dem nøie.

    24Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken.

    25Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem.

    26Men der skede pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvolde bevægedes; og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes.

    27Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre aabnede, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne vare undflyede.

  • 78%

    29Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.

    30Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan Vorde salig?

    31Men de sagde: Tro paa den Herre Jesum Christum, saa skal du vorde salig, (du) og dit Huus.

    32Og de talede Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Huus.

  • 72%

    35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.

    36Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle løslades; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred.

    37Men Paulus sagde til dem: De have hudstrøget os offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligen bort. Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud.

    38Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.

  • 72%

    21Og der man ikke havde spiist i lang Tid, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke faret bort fra Creta, og sparet os denne Ulykke og Skade.

    22Og nu formaner jeg eder at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.

    23Thi denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvem jeg tilhører og hvem jeg tjener, og sagde:

    24Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.

    25Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod; thi jeg troer Gud, at det skal saaledes vorde, ligesom mig er sagt.

  • 10Men Paulus gik ned, og kastede sig over ham og omfavnede ham, og sagde: Gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.

  • 70%

    12Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.

    13Men Paulus svarede: Hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke alene til at bindes, men og til at døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.

  • 17Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: Disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde eder Saliggjørelsens Vei.

  • 70%

    15Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.

    16Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden over Hundrede Fangerne til Øversten for Livvagten; men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med en Stridsmand, som bevogtede ham.

  • 31da sagde Paulus til Høvedsmanden over Hundrede og til Stridsmændene: Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke blive frelste.

  • 69%

    29Men Paulus sagde: Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes Lidet eller Meget, at ikke alene Du, men og Alle, som høre mig idag, maatte blive saadanne, som og jeg er, undtagen disse Lænker.

    30Og der han havde sagt dette, stod Kongen op, og Landshøvdingen og Berenice og de, som sadde med dem.

  • 23Fængslet fandt vi tillukket med al Omhu, og Vogterne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi Ingen inde.

  • 69%

    42Men det var Stridsmændenes Anslag, at de vilde ihjelslaae Fangerne, at ikke Nogen skulde undkomme ved at svømme bort.

    43Men Høvedsmanden over Hundrede, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anslag og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud, for at undkomme til Landet,

  • 69%

    9Men der blev et stort Skrig, og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: Vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.

    10Men da Striden blev heftig, frygtede den øverste Høvedsmand, at Paulus skulde sønderslides af dem, og befoel Krigsfolket at gaae ned og rive ham ud fra dem, og at føre ham ind i Fæstningen.

    11Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig, Paulus! thi ligesom du haver vidnet om mig i Jerusalem, saaledes bør det dig og at vidne i Rom.

  • 69%

    30Og den ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukkede.

    31Men der de søgte at ihjelslaae ham, kom der Budskab til den øverste Høvedsmand for Vagten, at hele Jerusalem var i Forvirring.

    32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd over Hundrede til sig og rykkede ind paa dem. Men der de saae den øverste Høvedsmand og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus.

  • 19Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var borte, toge de Paulus og Silas og droge dem paa Torvet for de Øverste.

  • 37Men de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Pauli Hals og kyssede ham.

  • 10I Mænd, jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.

  • 9Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: Frygt ikke, men tal og ti ikke;

  • 24Og Festus sagde: Kong Agrippa og alle I Mænd, som ere med os tilstede! her see I den, om hvilken hele Jødernes Mængde haver overhængt mig baade i Jerusalem og her, idet de raabe: Han bør ikke længere leve.

  • 40Thi vi staae endog i Fare for at anklages for Oprør, formedelst det, som er skeet idag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette Opløb. Og der han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaae.

  • 18hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var ingen Dødssag imod mig;

  • 9Og et Syn blev seet af Paulus om Natten: Der stod en Mand fra Macedonien, som bad ham og sagde: Kom over til Macedonien og hjælp os.

  • 11Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade paa samme Maade, som og de.

  • 36thi der fulgte meget Folk efter og raabte: Tag ham bort!

  • 26Men der Høvedsmanden over Hundrede hørte dette, gik han til den øverste Høvedsmand, og forkyndte ham det og sagde: See til, hvad du vil gjøre; thi dette Menneske er en Romer.

  • 25Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae.

  • 21Men de sagde til ham: Vi have hverken faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen, som haver forkyndt eller sagt noget Ondt om dig;

  • 18Da tog denne ham med sig og førte ham til den øverste Høvedsmand, og sagde: Den bundne Paulus kaldte mig og bad mig føre dette unge Menneske til dig, da han haver Noget at sige dig.