Apostlenes gjerninger 16:17
Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: Disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde eder Saliggjørelsens Vei.
Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: Disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde eder Saliggjørelsens Vei.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Og paa Sabbatsdagen gik vi ud udenfor Staden, ved en Flod, hvor der pleiede at holdes Bøn; og vi satte os og talede til de Qvinder, som kom sammen.
14Og en Qvinde, ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatira, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren, saa at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus.
15Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: Dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os.
16Men det skede, der vi gik til det Sted, hvor der holdtes Bøn, at en Pige mødte os, som havde en Spaadoms-Aand, og som forskaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae.
28Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: Gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle.
29Men han begjærede et Lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulus og Silas.
30Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan Vorde salig?
31Men de sagde: Tro paa den Herre Jesum Christum, saa skal du vorde salig, (du) og dit Huus.
14Men der Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind iblandt Folket,
15raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
10Staa ret op paa dine Fødder! Og han sprang op og gik omkring.
11Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne ere blevne Mennesker lige og ere komne ned til os.
12Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet.
18Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus harmedes derover, og han vendte sig og sagde til Aanden: Jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende; og den foer ud i den samme Stund.
19Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var borte, toge de Paulus og Silas og droge dem paa Torvet for de Øverste.
20Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor Stad;
9Og et Syn blev seet af Paulus om Natten: Der stod en Mand fra Macedonien, som bad ham og sagde: Kom over til Macedonien og hjælp os.
10Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Macedonien, efterdi vi kunde vide forvist deraf, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem.
25Disse samlede han sammen tillige med de Andre, som derved havde Arbeide, og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Velstand af denne Fortjeneste.
26Og I see og høre, at denne Paulus ikke alene i Ephesus, men næsten i det ganske Asien haver ved sin Overtalelse afvendt en stor Mængde, idet han siger, at de ere ikke Guder, de, som gjøres med Hænder.
18Men nogle Philosopher, Epicuræer og Stoiker, disputerede med ham; og Nogle sagde: Hvad vil denne Ordgyder sige? men Andre: Det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem ved Evangelium Jesum og Opstandelsen.
19Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?
38Men Stadstjenerne kundgjørde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere.
39Og de kom og gave dem gode Ord, og førte dem ud og bade dem at drage ud af Staden.
26I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Æt, og de, som frygte Gud iblandt eder, eder er denne Saliggjørelses Ord sendt.
11Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade paa samme Maade, som og de.
19Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
14han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og dit ganske Huus skal frelses.
9thi de forkynde selv om os, hvilken Indgang vi fandt hos eder, og hvorledes I vendte eder til Gud fra Afguderne, til at tjene den levende og sande Gud,
7som var hos Landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig Mand; denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjærede at høre Guds Ord.
28Men der de hørte dette og vare blevne fulde af Vrede, raabte de og sagde: Stor er de Ephesers Diana!
23Thi denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvem jeg tilhører og hvem jeg tjener, og sagde:
24Frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren; og see, Gud haver skjenket dig alle dem, som seile med dig.
15Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem.
16Men Paulus stod op, og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!
35Men der det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: Løslad hine Mennesker.
28Derfor være det eder vitterligt, at Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle og høre.
15Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde indtil Appii Forum og Trestabernæ; og der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
22Men Paulus stod midt paa Domstedet og sagde: I atheniensiske Mænd! jeg seer, at I ere i Alt meget ivrige for Gudsdyrkelsen;
23thi der jeg gik omkring og betragtede eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: For en ukjendt Gud. Den, som I nu, uden at kjende ham, dyrke, ham forkynder jeg eder.
17Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
47thi saa haver Herren befalet os: Jeg haver sat dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende.
13Denne overtaler Folket til at dyrke Gud imod Loven.
34Men nogle Mænd hængte fast ved ham og troede; iblandt hvilke var og Dionysius, den Areopagit, og en Qvinde, ved Navn Damaris, og Andre med dem.
3Og han udlagde og forklarede, at det burde Christum at lide og opstaae fra de Døde, og (sagde): Denne Jesus, som jeg forkynder eder, er Christus.
9Men der blev et stort Skrig, og de Skriftkloge af Pharisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: Vi finde intet Ondt hos dette Menneske; men dersom en Aand eller en Engel haver talet med ham, da lader os ikke stride mod Gud.
22Men Folket raabte til ham: Det er Guds Røst og ikke et Menneskes.
37Thi I have ført disse Mennesker hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet eders Gudinde.
36thi der fulgte meget Folk efter og raabte: Tag ham bort!