Apostlenes gjerninger 17:22
Men Paulus stod midt paa Domstedet og sagde: I atheniensiske Mænd! jeg seer, at I ere i Alt meget ivrige for Gudsdyrkelsen;
Men Paulus stod midt paa Domstedet og sagde: I atheniensiske Mænd! jeg seer, at I ere i Alt meget ivrige for Gudsdyrkelsen;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23thi der jeg gik omkring og betragtede eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: For en ukjendt Gud. Den, som I nu, uden at kjende ham, dyrke, ham forkynder jeg eder.
24Gud, som haver gjort Verden og alle Ting, som ere derudi, han, som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjorte med Hænder;
15Men de, som ledsagede Paulus, førte ham indtil Athenen; og der de havde faaet Befaling til Silas og Timotheus, at de med det snareste skulde komme til ham, droge de bort.
16Men der Paulus forventede dem i Athenen, harmedes hans Aand heftig i ham, der han saae Staden at være saa afgudisk.
17Han talede derfor i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa.
18Men nogle Philosopher, Epicuræer og Stoiker, disputerede med ham; og Nogle sagde: Hvad vil denne Ordgyder sige? men Andre: Det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem ved Evangelium Jesum og Opstandelsen.
19Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?
20Thi du bringer nogle fremmede Ting for vore Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være.
21— Men alle Athenienser og de Fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke af med Andet, end at sige eller høre noget Nyt. —
11Men der Mængden saae det, som Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne ere blevne Mennesker lige og ere komne ned til os.
12Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet.
13Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Portene og vilde offre tilligemed Folket.
14Men der Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, sønderreve de deres Klæder og sprang ind iblandt Folket,
15raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
16hvilken i de forbigangne Tider haver ladet alle Hedninger vandre deres egne Veie,
25Disse samlede han sammen tillige med de Andre, som derved havde Arbeide, og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Velstand af denne Fortjeneste.
26Og I see og høre, at denne Paulus ikke alene i Ephesus, men næsten i det ganske Asien haver ved sin Overtalelse afvendt en stor Mængde, idet han siger, at de ere ikke Guder, de, som gjøres med Hænder.
27Men der er ikke aleneste Fare for, at denne vor Haandtering skal komme i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal holdes for Intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asien og Jorderige dyrker, skal omstyrtes.
28Men der de hørte dette og vare blevne fulde af Vrede, raabte de og sagde: Stor er de Ephesers Diana!
29Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring; og de stormede samdrægtigen til Skuepladsen og reve med sig Macedonierne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.
34Men der de fik at vide, at han var en Jøde, opstod et eenstemmigt Skrig af Alle, idet de raabte henved to Timer: Stor er de Ephesers Diana!
35Men der Cantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd i Ephesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er den store Gudinde Dianas og det himmelfaldne (Billedes) Tempelvogterske?
36Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det eder at være stille og Intet handle fremfusende.
37Thi I have ført disse Mennesker hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet eders Gudinde.
13Denne overtaler Folket til at dyrke Gud imod Loven.
11da du kan faae at vide, at det er ikke mere end tolv Dage siden jeg kom op, for at tilbede i Jerusalem;
18Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem.
27at de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra Enhver af os;
28thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af eders Digtere have sagt: Thi vi ere og hans Slægt.
29Efterdi vi ere da Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv etter Steen, som er dannet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund.
30Gud derfor, som haver baaret over med Vankundighedens Tider, byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig;
22men vi ønske vel at høre af dig, hvad du mener; thi det er os vitterligt om denne Sect, at den allevegne finder Modsigelse.
16Men Paulus stod op, og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til!
17Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: Disse Mennesker ere den høieste Guds Tjenere, som forkynde eder Saliggjørelsens Vei.
8Vel sandt, dengang da I ikke kjendte Gud, tjente I dem, som ei af Naturen ere Guder.
33Og saaledes gik Paulus ud fra dem.
34Men nogle Mænd hængte fast ved ham og troede; iblandt hvilke var og Dionysius, den Areopagit, og en Qvinde, ved Navn Damaris, og Andre med dem.
28og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted, og tilmed haver han og ført Græker ind i Templet og vanhelliget dette hellige Sted.
29— Thi de havde tilforn seet Trophimus, den Epheser, i Staden med ham, og ham meente de, at Paulus havde ført ind i Templet. —
19Og der han havde hilset dem, fortalte han det Ene efter det Andet, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
17Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.
4Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Græker.
9thi de forkynde selv om os, hvilken Indgang vi fandt hos eder, og hvorledes I vendte eder til Gud fra Afguderne, til at tjene den levende og sande Gud,
1Da saae Paulus stivt paa Raadet og sagde: I Mænd, Brødre! jeg haver med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.
1I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til eder!
24Men der han saaledes forsvarede sig, sagde Festus med høi Røst: Du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.
14Men dette bekjender jeg for dig, at jeg efter den Lære, hvilken de kalde en Sect, tjener saaledes den Fædrene-Gud, at jeg troer alt det, som er skrevet i Loven og Propheterne,
17Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed,
1Men der de vare reiste igjennem Amphipolis og Apollonia, kom de til Thessalonica, hvor Jøderne havde en Synagoge.
12Saa troede da Mange af dem, og af hæderlige græske Qvinder og Mænd ikke Faa.