Apostlenes Gjerninger 17:27

Original Norsk Bibel 1866

at de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra Enhver af os;

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Apg 14:17 : 17 enddog han haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os Godt og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore Hjerter med Glæde.
  • Rom 1:20 : 20 thi hans usynlige Væsen, (det er) hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, da de forstaaes af Gjerningerne, saa at de have ingen Undskyldning.
  • 5 Mos 4:7 : 7 Thi hvilket er saa stort et Folk, som Gud holder sig nær til, som Herren vor Gud (til os), saa tidt vi kalde paa ham?
  • Jer 23:23-24 : 23 Er jeg kun en Gud nær hos, siger Herren, og ikke en Gud langt borte? 24 Mon Nogen kan skjule sig i (saa) lønlige (Stæder), at jeg, jeg kan ikke see ham? siger Herren; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger Herren.
  • Apg 15:17 : 17 paa det at de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gjør alle disse Ting.
  • Rom 2:4 : 4 eller foragter du hans Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
  • 1 Kong 8:27 : 27 Thi mon Gud skulde sandeligen boe paa Jorden? see, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke omfatte dig, langt mindre dette Huus, som jeg haver bygget.
  • Sal 19:1-6 : 1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. 2 Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gjerning. 3 En Dag udgyder (sin) Tale til den anden, og en Nat kundgjør den anden Vidskab. 4 (Der er) ingen Tale og ei Ord, (med hvilke) deres Røst jo er hørt. 5 Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden, og deres Taler til Jorderiges Ende; han satte et Paulun for Solen i dem. 6 Og den gaaer ud som en Brudgom af sit Brudehuus; den glæder sig som en vældig (Stridsmand) til at løbe (sin) Bane.
  • Sal 139:1-9 : 1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig). 2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra. 3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie. 4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen. 5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig. 6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det. 7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt? 8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der. 9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav, 10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast. 11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. 12 Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset. 13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 79%

    28 thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af eders Digtere have sagt: Thi vi ere og hans Slægt.

    29 Efterdi vi ere da Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv etter Steen, som er dannet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund.

    30 Gud derfor, som haver baaret over med Vankundighedens Tider, byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig;

  • 76%

    19 Og de toge ham og førte ham op til Domstedet og sagde: Kunne vi faae at vide, hvad dette er for en ny Lærdom, som du taler?

    20 Thi du bringer nogle fremmede Ting for vore Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være.

    21 — Men alle Athenienser og de Fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke af med Andet, end at sige eller høre noget Nyt. —

    22 Men Paulus stod midt paa Domstedet og sagde: I atheniensiske Mænd! jeg seer, at I ere i Alt meget ivrige for Gudsdyrkelsen;

    23 thi der jeg gik omkring og betragtede eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: For en ukjendt Gud. Den, som I nu, uden at kjende ham, dyrke, ham forkynder jeg eder.

    24 Gud, som haver gjort Verden og alle Ting, som ere derudi, han, som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjorte med Hænder;

    25 han tjenes og ikke af Menneskens Hænder, som den, der haver Noget behov, efterdi han selv giver Alle Liv og Aande og alle Ting;

    26 og han haver gjort, at al Menneskens Slægt af eet Blod boer paa den ganske Jordens Kreds, og haver bestemt (dem) forordnede Tider og visse Grændser for deres Bolig,

  • 73%

    17 paa det at de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gjør alle disse Ting.

    18 Gud kjender alle sine Gjerninger fra Evighed af.

  • 72%

    18 Thi Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed;

    19 efterdi det, som man kan vide om Gud, er aabenbaret dem, thi Gud haver aabenbaret dem det;

    20 thi hans usynlige Væsen, (det er) hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, da de forstaaes af Gjerningerne, saa at de have ingen Undskyldning.

    21 Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.

  • 2 En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.

  • 29 Og I skulle derfra søge Herren din Gud, og du skal finde ham, naar du leder efter ham af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl.

  • 6 Søger Herren, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær.

  • 13 Og I skulle søge mig og finde, naar I søge mig i eders ganske Hjerte.

  • 70%

    15 raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med eder, og forkynde eder formedelst Evangelium, at I skulle vende om fra disse forfængelige (Guder) til den levende Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

    16 hvilken i de forbigangne Tider haver ladet alle Hedninger vandre deres egne Veie,

    17 enddog han haver ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os Godt og gav os Regn og frugtbare Tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore Hjerter med Glæde.

  • 2 Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.

  • 11 der er Ingen forstandig; der er Ingen, som søger efter Gud.

  • 37 Og der de fandt ham, sagde de til ham: Alle lede efter dig.

  • 1 Jeg er søgt af dem, som ikke spurgte, jeg er funden af dem, som ikke ledte (efter mig); jeg sagde til et Folk, som ikke er kaldet efter mit Navn: See, (her er) jeg, see, (her er) jeg.

  • 25 den alle Mennesker see, den et Menneske skuer langt fra.

  • 17 men der han var i Rom, søgte han saare flittigen efter mig og fandt mig.

  • 17 Og dersom I paakalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter Enhvers Gjerning, da omgaaes med Frygt i eders Udlændigheds Tid,

  • 12 Og de skulle vanke hid og did, fra Hav indtil Hav, og fra Norden og indtil Østen; de skulle løbe omkring at søge efter Herrens Ord, og ikke finde (det).

  • 23 Er jeg kun en Gud nær hos, siger Herren, og ikke en Gud langt borte?

  • 20 Men Esaias vover at sige: Jeg er funden af dem, som ikke søgte mig, jeg er bleven aabenbar for dem, som ikke spurgte efter mig.

  • 2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?

  • 29 Alene see, dette haver jeg fundet, at Gud gjorde et Menneske oprigtigt, men de, de opsøgte mange Fornuftigheder.

  • 35 men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig.

  • 21 men, som skrevet staaer: De, for hvilke Intet var kundgjort om ham, skulle see, og de, som ikke havde hørt, skulle forstaae.

  • 24 Det, som har været, er langt borte og meget dybt; hvo kan finde det?

  • 4 Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.

  • 19 (for den), som haver beskikket alt sit Hjerte til at søge Gud Herren, sine Fædres Gud, endskjøndt ikke efter Helligdommens Reenhed.

  • 21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,

  • 7 Thi hvilket er saa stort et Folk, som Gud holder sig nær til, som Herren vor Gud (til os), saa tidt vi kalde paa ham?

  • 6 Da skulle de gaae med deres Faar og med deres Øxne at søge Herren, og ikke finde ham; han haver draget sig fra dem.

  • 24 Men der de hørte det, opløftede de samdrægtigen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som haver gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

  • 4 Thi saa sagde Herren til Israels Huus: Søger mig, saa skulle I leve.

  • 15 de vise nemlig Lovens Gjerning (at være) skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare hverandre; —

  • 7 og at de skulde sætte deres Haab paa Gud, og ikke glemme Guds Gjerninger, men bevare hans Bud,

  • 28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.

  • 5 Thi omendskjøndt der og ere saakaldte Guder enten i Himmelen eller paa Jorden, — saasom der ere mange Guder og mange Herrer —