Salmenes bok 14:2
Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.
Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; paa Machalath; Davids (Psalme), som giver Underviisning.
2 En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.
3 Gud saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var en Forstandig, som søgte Gud.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). En Daare siger i sit Hjerte: (Der er) ingen Gud; de fordærve, de gjøre vederstyggelig Gjerning; (der er) Ingen, som gjør Godt.
13 Herren skuede ned fra Himmelen, han saae alle Menneskens Børn.
14 Han saae ned af sit Sædes Bolig til alle Jordens Indbyggere.
11 der er Ingen forstandig; der er Ingen, som søger efter Gud.
12 Alle ere afvegne, de ere tilsammen blevne uduelige; der er Ingen, som gjør godt, der er end ikke Een.
3 De (ere) alle afvegne, de ere stinkende tillige; der er Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
4 Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
19 Dette skal skrives for den Slægt, (som) herefter (kommer), og det Folk, som skal skabes, skal love Herren.
6 han, som fornedrer sig til at see i Himlene og paa Jorden,
4 Herren er i sit hellige Tempel, Herrens Throne er i Himmelen, hans Øine see, hans Øienlaage prøve Menneskens Børn.
50 indtil Herren seer ned og seer af Himmelen.
5 Onde Folk forstaae ikke Ret, men de, som søge Herren, forstaae Alting.
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
23 Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
24 Thi han, han skuer indtil Jordens Ender; han seer under al Himmelen.
7 Og de sige: Herren seer det ikke, og Jakobs Gud forstaaer det ikke.
8 Forstaaer dog, I Ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer, naar ville I blive kloge?
5 Da nedfoer Herren, for at see den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
23 Jeg saae Landet, og see, det var øde og tomt; og (jeg saae) til Himlene, og deres Lys (var der) ikke.
3 Herrens Øine ere allesteds, de beskue Onde og Gode.
2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
28 Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
11 Helvede og Fordærvelse er (aabenbar) for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter.
21 Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
19 efterdi det, som man kan vide om Gud, er aabenbaret dem, thi Gud haver aabenbaret dem det;
20 thi hans usynlige Væsen, (det er) hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, da de forstaaes af Gjerningerne, saa at de have ingen Undskyldning.
27 at de skulde søge Herren, om de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra Enhver af os;
7 Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
4 Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
12 Er ikke Gud i den høie Himmel? og see det Øverste af Stjernerne, hvor høie de ere.
11 saa de sige: Hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab hos den Høieste?
1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, (Psalme).
6 Offrer Retfærdigheds Offere, og forlader eder paa Herren.
10 Jeg er Herren, som randsager Hjertet, som prøver Nyrer, og (det) til at give hver efter sine Veie, efter sine Idrætters Frugt.
15 Vee dem, som sænke sig dybt fra Herren, at skjule deres Anslag, og hvis Gjerninger ere i Mørke, og de sige: Hvo seer os, og hvo kjender os?
5 da skal du forstaae Herrens Frygt og finde Guds Kundskab; —
22 Mon der være iblandt Hedningernes Forfængeligheder de, som kunne lade regne, eller kunne de give Himlene Regndraaber? mon det ikke være dig selv, Herre vor Gud! og vi have forventet dig, thi du, du haver gjort alle disse Ting.
25 den alle Mennesker see, den et Menneske skuer langt fra.
21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,
2 En Daare kan ikke have Lyst til Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig.
19 Og Herren saae det og blev vred for sine Sønners og Døttres Fortørnelses Skyld.
2 Herrens Gjerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem.
11 Herren kjender et Menneskes Tanker, at de ere Forfængelighed.