Job 28:23
Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Thi han, han skuer indtil Jordens Ender; han seer under al Himmelen.
12 Men Viisdom, hvorfra vil man finde den? og hvor er Forstands Sted?
13 Et Menneske veed ikke dens Værdi, og den findes ikke i de Levendes Land.
27 da saae han den og talte den, beredte den og undersøgte den ogsaa.
28 Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.
20 Hvorfra skal da Viisdom komme, og hvor er Forstands Sted?
21 Thi den er skjult for alle Levendes Øine, den er og skjult for Fuglene under Himmelen.
22 Fordærvelse og Død sige: Vi hørte dens Rygte med vore Øren.
21 Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
18 Forstaaer du (Alting) indtil Jordens (yderste) Bredde? forkynd det, dersom du kjender det altsammen.
19 Hvor er den Vei, der hvor Lyset mon boe, og hvor er Mørkheds Sted?
20 at du kunde tage (og føre) det til sit Landemærke, og at du kunde forstaae dig paa dets Huses Stier.
8 See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.
9 Naar han gjør (Noget) paa den venstre Side, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig paa den høire Side, da kan jeg ikke see (ham).
10 Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
21 Visseligen, disse ere en Uretfærdigs Boliger, og dette (hans) Sted, som ikke kjender Gud.
24 En Mands Gange (komme) fra Herren, og hvorledes kan et Menneske forstaae sin Vei?
2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
13 Hos ham er Viisdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.
7 Det er en Sti, som ingen Fugl haver kjendt, og ingen Skades Øie seet.
11 saa de sige: Hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab hos den Høieste?
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
21 Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,
23 Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
4 Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
11 Thi han, han kjender de forfængelige Folk og seer Uretfærdighed; skulde han da ikke agte (derpaa)?
14 Han saae ned af sit Sædes Bolig til alle Jordens Indbyggere.
5 da skal du forstaae Herrens Frygt og finde Guds Kundskab; —
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
13 Derfor siger du: Hvad veed Gud? skulde han kunne dømme i Mørket?
22 Han aabenbarer de dybe og skjulte Ting; han veed, hvad der er i Mørket, og Lyset boer hos ham.
6 Thi Herren kjender de Retfærdiges Vei, men de Ugudeliges Vei skal forgaae.
23 Jeg veed, Herre! at Menneskets Vei (staaer) ikke til ham, (ja, det staaer) ikke til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.
9 da skal du forstaae Retfærdighed og Ret og Oprigtigheder (og) al god Vei.
3 En Ende haver han sat for Mørkhed, og det Yderste paa Alting undersøger han, ja, de Stene, (hvor) Mørkhed og Dødens Skygge er.
2 En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.
8 (Den er saa) høi som Himmelen, hvad vil du gjøre? (den er) dybere end Helvede, hvad kan du vide?
24 Det, som har været, er langt borte og meget dybt; hvo kan finde det?
2 Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
17 indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt.
16 Veed du, hvorledes de tykke (Skyer) hænge (som i Vægtskaaler)? hans underlige Ting, (som er) fuldkommen i al Kundskab?
25 den alle Mennesker see, den et Menneske skuer langt fra.
24 Mon Nogen kan skjule sig i (saa) lønlige (Stæder), at jeg, jeg kan ikke see ham? siger Herren; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger Herren.
11 Herren kjender et Menneskes Tanker, at de ere Forfængelighed.