Salmenes bok 139:2
(Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
(Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).
15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
16 Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare ere dine Tanker for mig, hvor mange ere deres Summer!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
24 og see, om der er en Vei, som (gjør) Smerte i mig, og led mig paa en evig Vei.
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
16 Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.
8 Skulde de undkomme for (deres) Uretfærdighed? Gud! nedstød (disse) Folk i Vrede.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
27 See, jeg kjender eders Tanker, ja eders (underfundige) Tanker, (med hvilke) I gjøre Vold imod mig;
23 Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
11 Herren kjender et Menneskes Tanker, at de ere Forfængelighed.
27 Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
6 For dig, (ja) for dig alene haver jeg syndet, og gjort det Onde for dine Øine, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, være reen, naar du dømmer.
19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
5 Thi, Herre! du glædede mig ved din Gjerning; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gjerninger.
20 Og hvad skal David ydermere blive ved at tale til dig? thi du, du kjender din Tjener, Herre, Herre!
73 Dine Hænder have gjort mig og beredt mig; underviis mig, saa vil jeg lære dine Bud.
2 Jeg kjender, at du formaaer Alting, og at der er ingen Tanke formeent for dig.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
6 Thi Herren er høi og seer til den Ringe, og den Høie kjender han langt fra.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
4 Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
60 Du saae al deres Hevn, (ja) alle deres Tanker imod mig.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
2 Prøv mig, Herre! og forsøg mig; luttre mine Nyrer og mit Hjerte.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.