Jeremia 12:3
Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Og du, Herre Zebaoth, som prøver en Retfærdig, som seer Nyrer og Hjerte, lad mig see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret dig min Sag.
23Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
1Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
2(Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
5Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
1Herre! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; dog maa jeg tale med dig om Rette: Hvorfor er de Ugudeliges Vei lykkelig? alle de, som vare saare troløse, vare trygge.
2Du plantede dem, de fik ogsaa Rødder, de gik frem, de bare ogsaa Frugt; du var nær i deres Mund, men langt borte fra deres Nyrer.
18Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
19Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
20Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
3Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
22Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
23Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
2Prøv mig, Herre! og forsøg mig; luttre mine Nyrer og mit Hjerte.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
15Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
16Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
12Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
3Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
28Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
59Herre! du saae Fortrædelighed imod mig; døm min Dom!
60Du saae al deres Hevn, (ja) alle deres Tanker imod mig.
4Saa sagde Herren min Gud: Fød de Slagtefaar,
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
5Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
10Jeg er Herren, som randsager Hjertet, som prøver Nyrer, og (det) til at give hver efter sine Veie, efter sine Idrætters Frugt.
22Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
16Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
27Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
21Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,
22skulde Gud (da) ikke undersøge det, efterdi han kjender Hjertets skjulte Ting?
12De omkringgave mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
9Herren skal dømme Folkene; døm mig, Herre! efter min Retfærdighed og efter min Fuldkommenhed, (som er) hos mig.
10Mange Hyrder have fordærvet min Viingaard, de have nedtraadt min Deel; de have gjort min ønskelige Deel til en øde Ørk.
4Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
13Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
27Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.
6De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.