Jeremia 6:27
Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.
Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Thi jeg, see, jeg vil idag gjøre dig til en fast Stad og til en Jernpille og til Kobbermuur for alt Landet imod Judæ Konger, imod dens Fyrster, imod dens Præster og imod Folket i Landet.
19Og de skulle stride imod dig og ikke faae Overhaand over dig; thi jeg er med dig, siger Herren, til at redde dig.
6Du boer midt i Bedrageri, (og) for Bedrageri vægre de sig ved at kjende mig, siger Herren.
7Derfor sagde den Herre Zebaoth saaledes: See, jeg vil smelte dem og prøve dem; thi hvorledes skal jeg (ellers) gjøre imod mit Folks Datter?
16Og jeg lagde mine Ord i din Mund, og skjulte dig under min Haands Skygge til at plante Himlene og til at grundfæste Jorden, og til at sige til Zion: Du er mit Folk.
20Og jeg vil gjøre dig for dette Folk til en Kobbermuur, (som) er fast, og de skulle stride imod dig og ikke faae Overhaand over dig; thi jeg er med dig til at frelse dig og til at redde dig, siger Herren.
26O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.
10See, jeg haver luttret dig, dog ikke som Sølv, jeg haver udvalgt dig i Elendigheds Ovn.
17Jeg haver og opsat Vægtere over eder, (sigende:) Giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.
18Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ere hos dem.
7Og du Menneskesøn! jeg haver sat dig til en Vægter over Israels Huus, at, naar du hører Ord af min Mund, du skal advare dem paa mine Vegne.
6Thi saa sagde Herren til mig: Gak, set en Vægter, lad ham kundgjøre det, han seer.
8Men mit Folk haver nyligen opreist sig som en Fjende tvært over for (den, som kommer iført med) et Klædebon; I afføre en (herlig) Kappe af dem, som gaae forbi tryggeligen, som ere komne tilbage af Krigen.
9I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.
15Istedetfor at du var forladt og forhadt, saa at der gik Ingen igjennem, saa vil jeg sætte dig til en evig Herlighed, til Fryd fra Slægt til Slægt.
18Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
25Haver du ikke hørt, at jeg haver gjort det for lang Tid siden, at jeg haver dannet det i gamle Dage? nu haver jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til ødelagte Steenhobe.
14Og man skal sige: Baner, baner, rydder Veien, optager Stød af mit Folks Vei!
26Haver du ikke hørt, at jeg haver gjort det for lang Tid siden, at jeg haver dannet det i gamle Dage? nu haver jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, (at de blive) til ødelagte Steenhobe.
17Sank dit Kjøbmandskab af Landet, du, som boer i Befæstningen!
3Mit Folk! hvad haver jeg gjort dig, og hvormed haver jeg gjort dig Møie? svar imod mig!
14Og jeg vil føre (dig) ved dine Fjender i et Land, som du ikke kjender; thi Ilden, som er optændt i min Vrede, skal brænde over eder.
25Og jeg vil vende min Haand imod dig og luttre (dig fra) dit Skum paa det Reneste, og borttage alt dit Tin.
44Og du udfriede mig fra kivagtige Folk, du forvarede mig til Hedningernes Hoved; et Folk, som jeg ikke kjendte, de tjene mig.
3Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
14Og jeg vil gjøre dig til et øde (Sted) og til Forhaanelse iblandt Hedningerne, som ere trindt omkring dig, for hvers Øine, som gaaer forbi.
8See, jeg haver gjort dit Ansigt stivt imod deres Ansigt, og din Pande stiv imod deres Pande.
9Jeg haver gjort din Pande som en Demant, haardere end en Klippe; du skal ikke frygte for dem og ei forskrækkes for deres Ansigt, endskjøndt de ere et gjenstridigt Huus.
17Du Menneskesøn! jeg haver sat dig til en Vægter over Israels Huus, og du skal høre Ord af min Mund, og paaminde dem paa mine Vegne.
1See, paa Bjergene (komme) hans Fødder, som fører et godt Budskab, som lader høre Fred: Juda! hellighold dine Høitider, betal dine Løfter; thi en Belials Mand skal ikke ydermere fare igjennem dig, han, han er aldeles udryddet.
15Thi see, jeg vil gjøre dig liden iblandt Hedningerne, foragtet iblandt Menneskene.
19Herre! min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! Hedningerne skulle komme til dig fra Jordens Ender og sige: Vore Fædre eiede dog Falskhed, (ja) Forfængelighed, og det kunde intet gavne dem.
6Jeg var vred imod mit Folk, jeg vanhelligede min Arv og gav dem i din Haand; du beviste dem ikke Barmhjertighed, du gjorde dit Aag saare svart over en Gammel.
21Derfor, saa sagde Herren: See, jeg vil sætte Stød for dette Folk, og Fædre og Børn skulle støde sig derpaa tilhobe, Naboen og hans Staldbroder skulle omkomme.
22Saa sagde Herren: See, der skal komme et Folk fra et Land fra Norden, og et stort Folk skal opvækkes fra Jordens Sider.
8Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.
2Thi du gjorde af Staden en Steenhob, den faste Stad til en forfalden Hob, de Fremmedes Palads, at (det er) ikke (mere) en Stad, den skal ikke bygges evindeligen.
6Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
17De skulle være imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi den haver været gjenstridig imod mig, siger Herren.
16Thi man haver holdt ved Omri Skikke og al Achabs Huses Gjerning, og I vandrede i deres Raad, paa det jeg skal gjøre dig til Forskrækkelse, og dens Indbyggere til Hvidsel, og I skulle bære mit Folks Forsmædelse.
2min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
27Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
3Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
19Saa sagde Herren til mig: Gak, og staa i Folkets Børns Port, igjennem hvilken Judæ Konger komme ind, og igjennem hvilken de gaae ud, og i alle Jerusalems Porte.
6Og jeg vil kaste Vederstyggeligheder paa dig og gjøre, at du skal ringeagtes, og sætte dig som et Speil.
2Jeg lignede Zions Datter ved en deilig og kræsen (Jomfru).
4Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
14Drag dig Vand til Beleiringen, færdige dine Befæstninger; gak i Dyndet og træd i Leret, færdige Teglovnen.
4Thi du var den Ringes Styrke, den Fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt for Vandskyl, en Skygge for Heden; thi de Forfærdeliges Aand er som et Vandskyl imod en Væg.
10See, jeg haver beskikket dig paa denne Dag over Folkene og over Rigerne til at oprykke og til at nedbryde, og til at fordærve og til at nedkaste, til at bygge og til at plante.