Salmenes bok 61:3
Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
4 Thi du haver været min Tilflugt, et stærkt Taarn (at flye til) fra Fjendens Ansigt.
5 Jeg skal boe i dit Paulun i Evighederne, jeg skal skjule mig under dine Vingers Skjul. Sela.
7 Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
3 Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
1 Den, som boer i den Høiestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
16 Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, ja, jeg vil synge (med Fryd) om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Ophøielse og en Tilflugt paa min Nøds Dag.
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
4 Thi du var den Ringes Styrke, den Fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt for Vandskyl, en Skygge for Heden; thi de Forfærdeliges Aand er som et Vandskyl imod en Væg.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
9 Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
7 Jeg sagde til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
21 Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
49 og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
7 Og jeg, jeg sagde i min Rolighed: Jeg skal ikke rokkes evindelig.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
9 Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, ved min Gud kan jeg springe over en Muur.