Salmenes bok 61:4
Thi du haver været min Tilflugt, et stærkt Taarn (at flye til) fra Fjendens Ansigt.
Thi du haver været min Tilflugt, et stærkt Taarn (at flye til) fra Fjendens Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
4 Een Ting haver jeg begjæret af Herren, den vil jeg søge efter: at (jeg maa) boe i Herrens Huus alle mit Livs Dage, at beskue Herrens Deilighed og at undersøge i hans Tempel.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
6 Og han skal nu ophøie mit Hoved over mine Fjender, (som ere) trindt omkring mig, saa vil jeg offre (ham) Offer med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge, ja, jeg vil synge (Psalmer) for Herren.
4 Han skal bedække dig med sine Vingefjædre, og du skal haabe under hans Vinger; hans Sandhed er et Skjold og Pantser.
7 Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
1 Den, som boer i den Høiestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
6 Visseligen, Godt og Miskundhed skal efterjage mig alle mit Livs Dage, og jeg skal blive i Herrens Huus en lang Tid.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
5 Jeg skal boe i dit Paulun i Evighederne, jeg skal skjule mig under dine Vingers Skjul. Sela.
7 Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
8 Bevar mig som en Øiesteen i Øiet, skjul mig under dine Vingers Skygge,
4 Ogsaa Spurven finder et Huus, og Svalen en Rede for sig, hvor den kan lægge sine Unger, ved dine Altere, Herre Zebaoth! min Konge og min Gud!
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
14 Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).
1 Davids Psalme. Herre! hvo skal være til Herberge i dit Paulun? hvo skal boe paa dit hellige Bjerg?
16 Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
7 Du skal lægge Dage til Kongens Dage, at hans Aar (maae være) som fra Slægt til Slægt,
8 (at) han maa sidde evindelig for Guds Ansigt; bered Miskundhed og Sandhed, at de maae bevare ham.
4 (sigende:) Jeg gjorde en Pagt med min Udvalgte, jeg svoer David, min Tjener:
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
20 Hvor meget er dit Gode, som du haver gjemt for dem, som dig frygte, (som) du haver beviist mod dem, der troe paa dig, for Menneskens Børn!
8 Herre! jeg elsker dit Huses Bolig og din Æres Tabernakels Sted.
6 Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
7 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, (da) vilde jeg flyve bort og boe (roligen et Sted).
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
5 indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
6 Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen for Hede, og til en Tilflugt og til et Skjul for Vandskyl og for Regn.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
4 og at jeg maa indgaae til Guds Alter, til min Fryds (og) Glædes Gud, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud!
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
2 Og jeg, jeg haver bygget dig en Boligs Huus, ja en Bolig, at du skulde boe der evindeligen.
9 Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
7 Du fordærver dem, som tale Løgn; Herren haver Vederstyggelighed til en blodgjerrig og falsk Mand.
14 Men jeg, jeg vil altid haabe, og jeg vil forøge al din Priis.
13 Jeg haver jo bygget dig en Boligs Huus, en fast Bolig, at du skal boe (derudi) i Evighederne.
22 (Saa) vil jeg, jeg og takke dig med Psalters Instrument for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge (Psalmer) for dig, (og lege) paa Harpe, du Hellige i Israel!
7 Vi ville gaae ind i hans Boliger, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.