Salmene 118:13
Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Alle Hedninger omkringgave mig; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
11 De omkringgave mig, ja, de omkringgave mig; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
12 De omkringgave mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
40 Og du haver omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7 Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
6 Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
39 Ja, jeg har fortæret dem og knust dem, at de ikke skulle opstaae; og de faldt under mine Fødder.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
7 Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
2 Der de Onde kom frem imod mig for at æde mit Kjød, (ja) mine Modstandere og mine Fjender imod mig, da stødte de an og faldt.
1 En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
29 Thi du, du skal oplyse min Lygte; Herren min Gud skal gjøre min Mørkhed klar.
48 den Gud, som giver mig Hevn og tvinger Folkene under mig,
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
49 og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
2 de trængte mig meget fra min Ungdom; dog kunde de ikke overvælde mig.
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
7 Jeg vil ikke frygte for ti Tusinde af Folket, som have lagt sig omkring imod mig.
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, ved min Gud kan jeg springe over en Muur.