Salmenes bok 116:6
Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
Herren bevarer de Eenfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
6 De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
2 Bevar min Sjæl, thi jeg er hellig; frels din Tjener, du, min Gud! den, som forlader sig paa dig.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
40 Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
6 Herren opreiser de Sagtmodige; de Ugudelige fornedrer han indtil Jorden.
5 Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
4 Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
6 Thi Herren er høi og seer til den Ringe, og den Høie kjender han langt fra.
2 Min Hjælp (kommer) fra Herren, som gjorde Himmelen og Jorden.
14 Herren opholder alle dem, som falde, og opreiser alle de Nedbøiede.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
7 Herren skal bevare dig fra alt Ondt, han skal bevare din Sjæl.
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa et Lidet nær boet i det Stille.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Salighed, altid sige: Herren være storligen lovet.
6 I beskjæmme en Fattigs Raad; men Herren er hans Tilflugt.
12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper.
146 Jeg haver raabt til dig, frels mig; saa vil jeg holde dine Vidnesbyrd.
1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.