Jeremia 20:11
Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
18De skulle beskjæmmes, som mig forfølge, og jeg, jeg skal ikke beskjæmmes; de, de skulle forskrækkes, og jeg, jeg skal ikke forskrækkes; lad en ond Dag komme paa dem, og forstyr dem med dobbelt Forstyrrelse.
26Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
11See, de skulle beskjæmmes og skamme sig, alle de, (som ere) optændte imod dig; de skulle blive som Intet, og de Mænd, som trætte med dig, skulle omkomme.
7Thi den Herre Herre skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskjæmmet; derfor satte jeg mit Ansigt som en haard Steen, thi jeg veed, at jeg bliver ikke tilskamme.
8(Han er) nær, som mig retfærdiggjør; hvo vil trætte med mig? lader os staae tilhobe; hvo (er den), som haver Ret imod mig? han komme hid til mig.
4See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
14Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
6Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
17Gjør deres Ansigt fuldt af Skam, at de maae søge dit Navn, Herre!
12Og du, Herre Zebaoth, som prøver en Retfærdig, som seer Nyrer og Hjerte, lad mig see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret dig min Sag.
19Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
20Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
19Og de skulle stride imod dig og ikke faae Overhaand over dig; thi jeg er med dig, siger Herren, til at redde dig.
15Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
13Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
4Lad dem blues og forhaanes, som søge efter mit Liv; lad dem vende tilbage og blive beskjæmmede, som ville mig Ondt.
11De omkringgave mig, ja, de omkringgave mig; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
12De omkringgave mig som Bier, de ere udslukte som Ild i Torne; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
2Gud (kom) til at frie mig; Herre! skynd dig til at hjælpe mig.
19De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
23Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
11Men du, Herre! vær mig naadig og reis mig op; saa vil jeg betale dem.
7Herre! du haver overtalet mig, og jeg lod mig overtale, du haver været mig (for) stærk og haver faaet Overhaand; jeg er den ganske Dag til Latter, hver af dem spotter mig.
15Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
5Og de skulle være som vældige (Stridsmænd), der træde i Dynd paa Gaderne i Krigen, og de skulle stride, thi Herren skal være med dem; og de, som ride paa Heste, skulle beskjæmmes.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
2de trængte mig meget fra min Ungdom; dog kunde de ikke overvælde mig.
20Dette (skee) dem (til deres) Gjernings (Løn) af Herren, dem, som staae imod mig, og dem, som tale Ondt imod min Sjæl!
3Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
29Lad mine Modstandere iføres med Forsmædelse, og klædes med deres Skam som med en Kappe.
10Og min Modstanderinde skal see det, og Skam skal skjule hende, som siger til mig: Hvor er Herren din Gud? mine Øine skulle see det paa hende, nu skal hun blive til at nedtrædes som Dynd paa Gaderne.
10Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
11Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
13Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
1Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
2Der de Onde kom frem imod mig for at æde mit Kjød, (ja) mine Modstandere og mine Fjender imod mig, da stødte de an og faldt.
3Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
37Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Ankler vaklede ikke.
18Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
1Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
19Thi jeg vil give min Misgjerning tilkjende, og vil sørge over min Synd.
20Og jeg vil gjøre dig for dette Folk til en Kobbermuur, (som) er fast, og de skulle stride imod dig og ikke faae Overhaand over dig; thi jeg er med dig til at frelse dig og til at redde dig, siger Herren.
6Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
13Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
10De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
13De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).