1 Samuelsbok 24:13
Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede.
12 Og min Fader, see, see dog Fligen af din Kappe i min Haand, at jeg vilde ikke slaae dig ihjel, der jeg afskar Fligen af din Kappe; kjend og see, at der er ikke Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har og ikke syndet imod dig, og du jager efter min Sjæl for at borttage den.
14 ligesom man siger i et gammelt Ordsprog: Fra Ugudelige skal udgaae Ugudelighed; men min Haand skal ikke være paa dig.
15 Efter hvem er Israels Konge udgaaen? hvem jager du efter? efter en død Hund, efter en Loppe?
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
22 Med ham skal min Haand blive fast, ja, min Arm skal bekræfte ham.
17 Men du skulde fuldkommeligen (seet) den Ugudeliges Dom; Dom og Ret skulde holdt (dig) fast.
2 Men han er ogsaa viis, og haver ladet Ulykke komme og ikke borttaget sine Ord; men han opstaaer imod de Ondes Huus og imod deres Hjælp, som gjøre Uret.
17 Og det skede, der David havde endt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? og Saul opløftede sin Røst og græd.
18 Og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har betalt mig Godt, men jeg, jeg har betalt dig Ondt.
19 Og du har givet tilkjende idag, at du har gjort mig Godt; thi Herren havde indelukket mig i din Haand, og du slog mig ikke ihjel.
3 Thi Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile over de Retfærdiges Lod, paa det de Retfærdige ikke skulle udrække deres Hænder til Uretfærdighed.
7 Min Fjende skal vorde som en Ugudelig, og den, som opreiser sig imod mig, som en Uretfærdig.
29 Du skal ikke sige: Saasom han gjorde mig, saa vil jeg gjøre ham; jeg vil betale Enhver efter sin Gjerning.
15 Lur ikke, du Ugudelige! paa en Retfærdigs Bolig, forstyr ikke hans Leie.
16 (Dog) see, deres Gode er ikke i deres Haand; de Ugudeliges Raad er langt fra mig.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
21 (Om der lagdes) Magt til Magt, saa bliver en Ond ikke uskyldig, men de Retfærdiges Sæd skal undkomme.
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.
4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
4 Da sagde de: Du har hverken gjort os Vold, ei heller fortrykt os, og ei taget Noget af Nogens Haand.
24 Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Vee! jeg maa trøste mig paa mine Modstandere og hevne mig paa mine Fjender.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
41 Naar jeg skjærper mit Sværds Lynild, og min Haand griber til Ret, da vil jeg lade Hevnen komme igjen paa mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade.
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
11 Der er En udgangen fra dig, som tænker Ondt imod Herren, en Belials Raadgiver.
3 Drag mig ikke hen med de Ugudelige og med dem, som gjøre Uret, som tale Fred med deres Næste, enddog der er Ondt i deres Hjerte.
7 See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
5 Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.
17 alligevel er der ingen Fortrædelighed i mine Hænder, og min Bøn er reen.
24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
14 (da,) dersom der er Uretfærdighed i din Haand, da kast den langt bort, og lad ikke boe Uret i dine Pauluner.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
32 En Ugudelig lurer paa den Retfærdige og søger efter at dræbe ham.
33 Herren skal ikke forlade ham i hans Haand og ei fordømme ham som en Ugudelig, naar han bliver dømt.
3 Derfor sagde Herren saaledes: See, jeg tænker Ondt over denne Slægt; derfra skulle I ikke unddrage eders Hals, og ikke gaae stolteligen, thi det er en ond Tid.
13 Og see, jeg haver slaget med min Haand for din Gjerrighed, som du bedrev, og over dit Blod, som var midt i dig.
14 Mon dit Hjerte skal kunne bestaae? mon dine Hænder skulle have Styrke (mere) paa de Dage, naar jeg vil handle med dig? jeg, Herren, jeg haver talet det og vil gjøre det.
31 See, de Dage komme, at jeg vil afhugge din Arm og din Faders Huses Arm, at der skal ikke være en Gammel i dit Huus.
32 Og du skal see den, som trænger Boligen, i Alt, hvorudi det (ellers) skulde gaae Israel vel, og der skal ingen Gammel være i dit Huus nogensinde.
26 Og nu, min Herre, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, har Herren forhindret dig, at du skulde ikke komme til (at udøse) Blod, og din Haand skulde frelse dig; og nu skulle dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, være som Nabal.
14 Og du skulde ikke staaet paa Veiskjellet, at udrydde dets Undkomne, og du skulde ikke overantvordet dets Overblevne paa Trængsels Dag.
10 i hvis Hænder er Skjændsel, og hvis høire Haand er fuld af Skjenk.
21 Men David havde sagt: Visseligen, jeg haver forgjæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, at der savnedes ikke Noget af alt det, som han havde; men han haver betalt mig Ondt for Godt.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;