1 Samuelsbok 25:21
Men David havde sagt: Visseligen, jeg haver forgjæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, at der savnedes ikke Noget af alt det, som han havde; men han haver betalt mig Ondt for Godt.
Men David havde sagt: Visseligen, jeg haver forgjæves bevaret alt det, denne havde i Ørken, at der savnedes ikke Noget af alt det, som han havde; men han haver betalt mig Ondt for Godt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Gud gjøre Davids Fjender saa og lægge saa dertil, om jeg skal lade overblive indtil Morgen, naar det bliver lyst, af alt det, han haver, den, som pisser paa Væggen!
17 Og det skede, der David havde endt at tale disse Ord til Saul, da sagde Saul: Er dette din Røst, min Søn David? og Saul opløftede sin Røst og græd.
18 Og han sagde til David: Du er retfærdigere end jeg; thi du har betalt mig Godt, men jeg, jeg har betalt dig Ondt.
19 Og du har givet tilkjende idag, at du har gjort mig Godt; thi Herren havde indelukket mig i din Haand, og du slog mig ikke ihjel.
30 Og det skal skee, naar Herren gjør min Herre efter alt det Gode, som han haver talet over dig, og budet dig at være en Fyrste over Israel,
31 da skal dette ikke være dig (en Aarsag) til at snuble eller min Herres Hjerte til et Anstød, at han har udøst Blod uforskyldt, og at min Herre har frelst sig selv; og naar Herren gjør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenesteqvinde ihu.
32 Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig!
33 Og velsignet være din Fornuftighed, og velsignet være du, som forhindrede mig paa denne Dag fra at komme til (at udøse) Blod, og at min Haand skulde have frelst mig!
34 Og sandelig, (saa vist som) Herren, Israels Gud, lever, som forhindrede mig, at jeg gjorde dig ikke Ondt, havde du ikke skyndet dig og kommet imod mig, da havde ikke Nabal beholdt tilovers indtil Morgen, naar det bliver lyst, En, som pisser paa Væggen.
35 Saa tog David af hendes Haand det, som hun førte til ham, og han sagde til hende: Drag med Fred op til dit Huus, see, jeg adlød din Røst og ansaae din Person.
12 Maaskee Herren skal see til min Elendighed, og Herren skal betale mig Godt istedetfor hans Forbandelse paa denne Dag.
19 Og der var Ingen borte af dem, hverken Liden eller Stor, hverken Sønner eller Døttre, eller af Rovet eller af alt det, som de havde taget med sig; David førte det altsammen tilbage.
20 Og David tog alt smaat Qvæg og stort Qvæg; de førte det frem for dette Fæ, og de sagde: Dette er Davids Rov.
21 Der David kom til de to hundrede Mænd, som vare blevne for trætte til at gaae efter David og vare blevne ved Besors Bæk, da gik de ud imod David og imod det Folk, som var hos ham; og David gik frem til Folket og hilsede dem.
22 Da svarede hver ond og Belials Mand af de Mænd, som vare gangne med David, og sagde: Efterdi de gik ikke med mig, da skulle vi ikke give dem af Rovet, som vi have reddet, uden Enhver sin Hustru og sine Børn; (dem) kunne de føre bort og gaae hen.
23 Da sagde David: I skulle ikke saa gjøre, mine Brødre, med det, som Herren haver givet os, og han har bevaret os, og givet denne Trop i vore Hænder, som var kommen over os.
20 Og det skede, der hun red paa Asenet og drog ned i Skjul af Bjerget, see, da drog David og hans Mænd ned imod hende; og hun mødte dem.
4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
20 Mon man skulde betale Ondt for Godt? thi de have gravet en Grav til min Sjæl; kom ihu, (hvorledes) jeg har staaet for dit Ansigt til at tale Godt for dem, til at vende din Grumhed fra dem.
11 Og skulde jeg tage mit Brød og mit Vand og mit slagtede (Fæ), som jeg haver slagtet til dem, som klippe for mig, og give de Mænd, som jeg ikke veed, hvorfra de ere?
12 Da vendte Davids unge Karle sig til deres Vei, ja de vendte tilbage, og kom og forkyndte ham efter alle disse Ord.
39 Og der David hørte, at Nabal var død, da sagde han: Lovet være Herren, som udførte min Forsmædelses Sag imod Nabal og forhindrede sin Tjener fra det Onde, og Herren betalte Nabals Ondskab paa hans Hoved; og David sendte hen og lod tale med Abigail, at tage sig hende til en Hustru.
14 Og en ung Karl af de unge Karle gav Abigail, Nabals Hustru, tilkjende og sagde: See, David sendte Bud fra Ørken at velsigne vor Herre, men han foer paa dem.
15 Og de Mænd have været os saare gode, og vi bleve ikke forhaanede, og vi savnede ikke Noget alle de Dage, vi vandrede hos dem, naar vi vare paa Marken.
18 Og han sagde: Hvorfor forfølger dog min Herre sin Tjener? thi hvad har jeg gjort, og hvad Ondt er i min Haand?
29 Da sagde David: Hvad har jeg nu gjort? er det ikke (min) Forretning?
6 Og han skal betale det Faar firedobbelt, fordi han gjorde denne Gjerning, og fordi han ikke sparede.
9 Og David slog Landet, og lod ikke leve Mand eller Qvinde, og tog smaat Qvæg og stort Qvæg og Asener og Kameler og Klæder, og vendte tilbage og kom til Achis.
4 Men David hørte i Ørken, at Nabal klippede sine Faar.
9 Men David stod op derefter og gik ud af Hulen, og raabte efter Saul og sagde: Min Herre Konge! da saae Saul sig tilbage, og David bøiede sit Ansigt til Jorden og nedbøiede sig.
12 De betale mig Ondt for Godt, (idet de) berøve min Sjæl.
7 Og jeg har nu hørt, at du haver dem, som klippe; nu, de Hyrder, som du haver, have været med os, vi have ikke forhaanet dem, og der savnedes ikke Noget af dem alle de Dage, de vare i Carmel.
8 Spørg dine unge Karle, og de skulle kundgjøre dig det, og lad de unge Karle finde Naade for dine Øine, thi vi ere komne paa en god Dag; Kjære, giv dine Tjenere og din Søn David, hvad din Haand finder.
9 Og Davids unge Karle kom og talede til Nabal efter alle disse Ord i Davids Navn; og de lode af.
23 Men Herren betale den Mand sin Retfærdighed og sin Troskab, i hvis Haand Herren haver givet dig idag; men jeg vilde ikke udrække min Haand mod Herrens Salvede.
10 da En forkyndte mig og sagde: See, Saul er død, og han var for sine Øine som den, der fører (et godt) Budskab, da greb jeg ham og ihjelslog ham i Ziklag, han, som (meente), jeg skulde givet ham Løn for (hans) Budskab.
26 Og nu, min Herre, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, har Herren forhindret dig, at du skulde ikke komme til (at udøse) Blod, og din Haand skulde frelse dig; og nu skulle dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, være som Nabal.
27 Og (her er) nu denne Velsignelse, som din Tjenesteqvinde førte til min Herre; og lad den gives de unge Karle, som vandre efter min Herre.
5 Og de beviste mig Ondt for Godt, og Had for min Kjærlighed.
17 Saa vid nu og see, hvad du vil gjøre, thi der er fuldkommen besluttet en Ulykke over vor Herre og over alt hans Huus, og han er et Belials Barn, saa at man ikke kan tale til ham.
17 Og David gik ud til dem og svarede og sagde til dem: Dersom I komme med Fred til mig for at hjælpe mig, da skal mit Hjerte være tillige til eder; men dersom (I komme) for at bedrage (og overgive) mig til mine Fjender, enddog der er ingen Fortrædelighed i mine Hænder, da skal vore Fædres Gud see (dertil) og straffe det.
8 Da sagde David til Achis: Men hvad har jeg gjort, eller hvad har du fundet med din Tjener fra den Dag, jeg har været for dit Ansigt, indtil denne Dag, at jeg ikke skal komme og stride imod min Herre Kongens Fjender?
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
11 Og David lod ikke en Mand eller Qvinde leve, at føre (dem) til Gath, fordi han sagde: At de ikke skulle forkynde (Noget) imod os, sigende: Saaledes gjorde David; og saaledes var hans Viis alle de Dage, som han boede i Philisternes Land.
10 Og David sagde: Herre, Israels Gud! din Tjener har hørt, at Saul søger efter at komme til Keila, for at fordærve Staden for min Skyld.
11 See, dine Øine have seet paa denne Dag, at Herren har givet dig idag i min Haand i Hulen, og der sagdes, at jeg skulde slaae dig ihjel, men (mit Øie) sparede dig; thi jeg sagde: Jeg vil ikke lægge min Haand paa min Herre, thi han er Herrens Salvede.
5 Thi han har sat sit Liv i sin Haand og slog den Philister, og Herren gjorde en stor Frelsning for al Israel, det har du seet og glædet dig (derved); og hvorfor vil du synde imod uskyldigt Blod, at ihjelslaae David uforskyldt?
20 Dette (skee) dem (til deres) Gjernings (Løn) af Herren, dem, som staae imod mig, og dem, som tale Ondt imod min Sjæl!
21 Da sagde Saul: Jeg har syndet, kom tilbage, min Søn David! thi jeg vil ikke ydermere gjøre dig Ondt, fordi at mit Liv var dyrebart for dine Øine paa denne Dag; see, jeg haver gjort daarligt og faret vild saare meget.
27 Dertilmed bagtalede han din Tjener for min Herre Kongen; men min Herre Kongen er som en Guds Engel, gjør derfor, hvad dig godt synes.