Jobs bok 13:21
Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
7 See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
15 Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham.
16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
6 Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
22 da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og forløser mig af Tyranners Haand?
120 (Haaret paa) mit Kjød reiste sig af Frygt for dig, og jeg frygtede for dine Domme.
11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
25 Thi det, jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det, jeg gruede for, kom paa mig.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
14 (da,) dersom der er Uretfærdighed i din Haand, da kast den langt bort, og lad ikke boe Uret i dine Pauluner.
15 Thi da kan du opløfte dit Ansigt uden Lyde, og blive fast og ikke frygte.
14 da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
18 Det er godt, at du holder (fast) ved det (Ene), men du skal og ikke lade din Haand af fra det (Andet); thi den, som frygter Gud, undgaaer det alt.
4 Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
12 Og min Fader, see, see dog Fligen af din Kappe i min Haand, at jeg vilde ikke slaae dig ihjel, der jeg afskar Fligen af din Kappe; kjend og see, at der er ikke Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har og ikke syndet imod dig, og du jager efter min Sjæl for at borttage den.
13 Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
31 da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.
10 Derfor ere Snarerne trindt omkring dig, og Rædsel haver hasteligen forfærdet dig,
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
23 Og naar jeg borttager min Haand, da skal du see mig bag til; men mit Ansigt kan ikke sees.
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?