Job 21:6
Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been.
15 Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.
15 Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham.
16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
3 Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
4 Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
120 (Haaret paa) mit Kjød reiste sig af Frygt for dig, og jeg frygtede for dine Domme.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
25 Thi det, jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det, jeg gruede for, kom paa mig.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke, og der kom Uro.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
16 Jeg hørte det, og min Bug foruroligedes, mine Læber bævede for Lyden, der kom Raaddenhed i mine Been, og jeg foruroligedes paa mit Sted, paa det jeg maa hvile paa Nødens Dag, naar han drager op imod Folket, han, som skal føre Krigsmagt over det.
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
20 Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
14 da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
53 Der betog mig en heftig Bevægelse for de Ugudelige, som forlade din Lov.
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
21 og saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: Jeg er forfærdet og bæver;
5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
27 naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder.
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
31 Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.
25 Den seer (ned paa) alt Høit, den er en Konge over alle Hovmodige.
6 Som de saae, saa forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede.
7 See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
34 sandelig, jeg kunde have forfærdet en stor Hob, men en Foragtelig iblandt Slægterne kunde forskrækket mig, at jeg skulde tiet og ikke gaaet ud af en Dør.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
11 Forskrækkelser skulle forfærde ham trindt omkring, og de skulle drive ham hid og did, hvor han gaaer.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.
10 Derfor ere Snarerne trindt omkring dig, og Rædsel haver hasteligen forfærdet dig,
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.