Job 7:14
da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been.
15 Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.
12 Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
5 Jeg saae en Drøm, og den forfærdede mig, og de Tanker paa mit Leie og de Syner i mit Hoved forfærdede mig.
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
7 Dersom du seer, at en Arm fortrykkes, og at Ret og Retfærdighed bortrives i et Landskab, da forundre dig ikke over den Villie; thi der er en Høi over den Høie, som tager vare (derpaa), ja, den Høieste er over dem.
4 Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
15 Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham.
16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
6 Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
10 Derfor ere Snarerne trindt omkring dig, og Rædsel haver hasteligen forfærdet dig,
11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
20 Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede.
7 See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
3 Og Kongen sagde til dem: Jeg drømte en Drøm, og min Aand blev bekymret for at vide Drømmen.
15 Anlangende mig, Daniel, min Aand blev afmægtig midt i mit Liv, og Synerne i mit Hoved forfærdede mig.
15 Forskrækkelser vendte sig imod mig og forfulgte min Herlighed som Veir, og min Frelse er gaaen forbi som en Sky.
66 Og dit Liv skal være dig hængende for dig, og du skal ræddes Nat og Dag, og ikke være sikker paa dit Liv.
67 Om Morgenen skal du sige: Gid det var Aften, og om Aftenen skal du sige: Gid det var Morgen, for dit Hjertes Rædsel, som du skal ræddes med, og for dine Øines Syn, som du skal see.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
25 Thi det, jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det, jeg gruede for, kom paa mig.
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
24 Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, men du skal ligge, og din Søvn skal være sød.
25 Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
120 (Haaret paa) mit Kjød reiste sig af Frygt for dig, og jeg frygtede for dine Domme.
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.