Jobs bok 33:7
See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
22 da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
10 frygt ikke, thi jeg er med dig, see ikke om (til Andre), thi jeg er din Gud; jeg haver styrket dig, ja hjulpet dig, ja opholdt dig med min Retfærdigheds høire Haand.
6 See, jeg er ligesom din Mund for Gud, jeg, jeg er ogsaa udskaaren af Leer.
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
12 Og min Fader, see, see dog Fligen af din Kappe i min Haand, at jeg vilde ikke slaae dig ihjel, der jeg afskar Fligen af din Kappe; kjend og see, at der er ikke Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har og ikke syndet imod dig, og du jager efter min Sjæl for at borttage den.
13 Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
13 Thi jeg er Herren din Gud, som tager fat paa din høire Haand, som siger til dig: Frygt ikke, jeg, jeg hjælper dig.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
15 Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham.
16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
29 Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde, og frygter ei for dem.
8 Frygt ikke for deres Ansigt; thi jeg er med dig at redde dig, siger Herren.
25 Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
14 da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
17 Men jeg, vil redde dig paa den samme Dag, siger Herren, og du skal ikke gives i de Mænds Haand, for hvis Ansigt du gruer.
15 Thi da kan du opløfte dit Ansigt uden Lyde, og blive fast og ikke frygte.
6 Thi naar jeg kommer det ihu, da er jeg forfærdet, og Bævelse betager mit Kjød.
22 Og det skal skee, naar min Herlighed gaaer forbi, da vil jeg lade dig staae i Kløften paa Klippen; og jeg vil skjule med min Haand over dig, indtil jeg gaaer forbi.
23 Og naar jeg borttager min Haand, da skal du see mig bag til; men mit Ansigt kan ikke sees.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been.
15 Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
14 Du skal befæstes ved Retfærdighed; du skal være langt fra Fortrykkelse, thi du skal ikke frygte, og fra Fordærvelse, thi den skal ikke komme nær til dig.
10 Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
21 Du skal ikke forfærdes for deres Ansigt; thi Herren din Gud er midt iblandt dig, den store og forfærdelige Gud.
16 Paa den samme Dag skal siges til Jerusalem: Frygt ikke; (til) Zion: Lad dine Hænder ikke synke.
5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
27 dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke bæve for mit Ansigt? jeg, som haver sat Sand til Havets Grændse med en evig Skik, at det kan ikke gaae over det; og (om) dets Bølger end bevæge sig, skulle de ikke formaae (noget), og (om) de (end deri) vilde bruse, skulle de dog ikke gaae over det.
8 De hænge, det ene ved det andet, de fatte sig (tilhobe) og adskilles ikke (fra hverandre).
5 Du skal ikke frygte for Nattens Forskrækkelse, for Pilen, som flyver om Dagen,
14 Mon dit Hjerte skal kunne bestaae? mon dine Hænder skulle have Styrke (mere) paa de Dage, naar jeg vil handle med dig? jeg, Herren, jeg haver talet det og vil gjøre det.
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
11 I skulle ikke frygte for Kongen af Babels Ansigt, for hvis Ansigt I frygte; I skulle ikke frygte for ham, siger Herren, thi jeg er hos eder til at frelse eder og til at redde eder fra hans Haand.
25 Thi det, jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det, jeg gruede for, kom paa mig.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.