Jobs bok 41:8
De hænge, det ene ved det andet, de fatte sig (tilhobe) og adskilles ikke (fra hverandre).
De hænge, det ene ved det andet, de fatte sig (tilhobe) og adskilles ikke (fra hverandre).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 (Dens) stærke Skjolde ere prægtige, (hvert af dem) er tillukket (som) med et fast Segl.
7 Det ene er (saa) nær ved det andet, at der ikke kan komme Veir imellem dem.
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
10 Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
12 Og min Fader, see, see dog Fligen af din Kappe i min Haand, at jeg vilde ikke slaae dig ihjel, der jeg afskar Fligen af din Kappe; kjend og see, at der er ikke Ondskab eller Overtrædelse i min Haand, jeg har og ikke syndet imod dig, og du jager efter min Sjæl for at borttage den.
13 Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
5 Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Been og ved hans Kjød, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
1 Der er Ingen (saa) grum, at han tør opvække den, og hvo er da den, der vilde bestaae for mit Ansigt?
2 Hvo er kommen mig tilforn, at jeg skulde betale (ham det)? hvad der er under al Himmelen, det er mit.
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
24 Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).
11 Men udræk dog nu din Haand og rør ved alt det, som han haver, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
33 Der er Ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, (som) kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
7 See, min Rædsel skal ikke forfærde dig, og min Haand skal ikke være svar over dig.
43 Du ophøiede hans Modstanderes høire Haand, du glædede alle hans Fjender.
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
24 Angest og Nød forfærde ham; de overvælde ham som en Konge, der er rede til Striden;
25 thi han haver udrakt sin Haand imod Gud, og har vældigen sat sig op imod den Almægtige.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
22 Den gjør, at det Dybe syder som en Gryde, den gjør Havet som en Salve.
23 Den gjør, at Stien skinner efter den, saa man maatte holde Afgrunden for graa.
8 Kommer dette ihu og værer mandige; I Overtrædere! lægger det paa Hjerte.
14 Den er Guds Veies Begyndelse; han, som den gjorde, laver sit Sværd (til den).
3 Kjære, sæt du mig Borgen hos dig; hvo er (der ellers), som giver sin Haand i min Haand?
22 Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
23 Kan du gjøre, at den bevæges som en Græshoppe? dens Næses Magt er heel forfærdelig.
9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
7 Og han sagde: Stik igjen din Haand i din Barm; og han stak igjen sin Haand i sin Barm, og drog den ud af sin Barm, og see, da var den bleven igjen som hans andet Kjød.
22 da falde min Skulder fra Skulderbladet, og min Arm sønderbrydes fra Armpiben.
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
13 Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
22 Med ham skal min Haand blive fast, ja, min Arm skal bekræfte ham.
18 Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
5 Eller (om) Nogen vil tage fat paa min Styrke, lad ham (heller) gjøre Fred med mig, (ja) lad ham gjøre Fred med mig.
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
21 Paa den Tid, naar den opsvinger sig i Høiden, da beleer den Hesten og den, der rider paa den.