2 Mosebok 4:7
Og han sagde: Stik igjen din Haand i din Barm; og han stak igjen sin Haand i sin Barm, og drog den ud af sin Barm, og see, da var den bleven igjen som hans andet Kjød.
Og han sagde: Stik igjen din Haand i din Barm; og han stak igjen sin Haand i sin Barm, og drog den ud af sin Barm, og see, da var den bleven igjen som hans andet Kjød.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og Herren sagde til ham: Hvad er dette, du haver i din Haand? og han sagde: En Kjep.
3Og han sagde: Kast den paa Jorden, og han kastede den paa Jorden, saa blev den til en Slange; og Mose flyede for den
4Da sagde Herren til Mose: Udræk din Haand og tag fat paa dens Hale; saa rakte han sin Haand ud og holdt fast paa den, og den blev til en Kjep i hans Haand;
5at de skulle troe, at Herren, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, er aabenbaret for dig.
6Og Herren sagde ydermere til ham: Stik nu din Haand i din Barm; og han stak sin Haand i sin Barm, og uddrog den, og see, hans Haand var spedalsk som Snee.
8Og det skal skee, dersom de ikke ville troe dig eller adlyde (din) Røst ved det første Tegn, da skulle de troe (din) Røst ved det andet Tegn.
11Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
13Da sagde han til det Menneske: Udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden.
5Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Been og ved hans Kjød, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
6Og Herren sagde til Satan: See, han være i din Haand; dog vaer hans Liv.
6Da svarede Kongen og sagde til den Guds Mand: Kjære, bed ydmygelig til Herrens din Guds Ansigt, og bed for mig, at min Haand maa komme til mig igjen; da bad den Guds Mand ydmygelig til Herrens Ansigt, og Kongens Haand kom tilbage til ham og blev, som den var tilforn.
4Og det skede, der Kongen hørte den Guds Mands Ord, som raabte imod Alteret i Bethel, da rakte Jeroboam sin Haand ud fra Alteret og sagde: Griber ham; og hans Haand visnede, som han udrakte imod ham, saa han ikke kunde drage den tilbage til sig.
7Og han sagde: Tag dig det op; da udrakte han sin Haand og tog det.
18Og naar der er en Byld paa (Nogens) Kjød, i Huden derpaa, og den er bleven lægt,
19og der bliver en hvid Hævelse paa samme Bylds Sted, eller en hvid skinnende Plet, som er rødagtig, da skal han besees af Præsten.
16Eller om det karske Kjød bliver omvendt og forvandlet til hvidt, da skal han komme til Præsten.
10Og han saae omkring paa dem alle og sagde til det Menneske: Ræk din Haand ud! men han gjorde saa; da blev hans Haand karsk igjen, som den anden.
34Og han steg op og laae over Barnet, og lagde sin Mund paa hans Mund, og sine Øine paa hans Øine, og sine Hænder paa hans Hænder, og bredte sig ud over ham, saa at Barnets Legeme blev varmt.
35Og han gik tilbage og gik i Huset, een Gang hid og een Gang did, og steg op og bredte sig ud over ham; da gispede Drengen indtil syv Gange, og Drengen oplod sine Øine.
11Men udræk dog nu din Haand og rør ved alt det, som han haver, (hvad gjælder det,) om han ikke skal bande dig i dit Ansigt?
22Og Jakob gik nær til sin Fader Isak, og han følte paa ham og sagde: Røsten er Jakobs Røst, men Hænderne ere Esaus Hænder.
7Men naar den Skab giver sig flux videre ud i Huden, efterat han var beseet af Præsten til sin Renselse, da skal han anden Gang besees af Præsten.
7Og Cherub udrakte sin Haand imellem Cherubim til Ilden, som var imellem Cherubim, og tog (deraf) og gav ham i Næverne, som var klædt i Linklæderne, og han tog (det) og gik ud.
8Og der saaes paa Cherubim et Menneskes Haands Skikkelse under deres Vinger.
16Da sagde han til Israels Konge: Læg din Haand paa Buen, og han lagde sin Haand paa den; og Elisa lagde sine Hænder paa Kongens Hænder.
13Og han udrakte sin Haand, og rørte ved ham og sagde: Jeg vil; vorde reen! og strax gik Spedalskheden bort af ham.
27Derefter siger han til Thomas: Ræk din Finger hid og see mine Hænder, og ræk din Haand hid og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende.
3Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: Staa op og træd frem!
1Og han gik atter ind i Synagogen; og der var et Menneske, som havde en vissen Haand.
17Og tag denne Kjep i din Haand, med hvilken du skal gjøre Tegnene.
4Men er der en hvid skinnende Plet paa hans Kjøds Hud, og den ikke er dybere at see til end den (anden) Hud, og Haaret derpaa ikke er forvandlet til hvidt, da skal Præsten lukke (den, som har) Plagen, inde i syv Dage.
9Og Herren udrakte sin Haand og rørte ved min Mund, og Herren sagde til mig: See, jeg haver lagt mine Ord i din Mund.
24Eller naar der er i Kjødet, i Huden derpaa, et brændt Sted af Ild, og paa det Karske af det brændte Sted en skinnende Plet, som er rødagtig-hvid eller (ganske) hvid,
25da skal Præsten besee den, og see, er Haaret i den skinnende Plet forvandlet til hvidt, og den er dybere at see til end den (anden) Hud, da er det Spedalskhed, der haver blomstret udi det brændte Sted, og Præsten skal dømme ham ureen, det er Spedalskheds Plage.
26Men dersom Præsten beseer den, og see, der er ikke hvidt Haar i den skinnende Plet, og den er ikke dybere end den (anden) Hud, og er mørkagtig, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage.
8De hænge, det ene ved det andet, de fatte sig (tilhobe) og adskilles ikke (fra hverandre).
3Da skede Herrens Ord til mig anden Gang og sagde:
23Og naar jeg borttager min Haand, da skal du see mig bag til; men mit Ansigt kan ikke sees.
15Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
14Da gik han ned og dyppede sig i Jordanen syv Gange efter den Guds Mands Ord; og hans Kjød kom igjen, ligesom en liden Drengs Kjød, og han blev reen.
16Men Skindene af Gjedekiddene iførte hun ham om hans Hænder, og der, hvor han var glat paa Halsen.
5Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og sagde til Mennesket: Ræk din Haand ud! Og han rakte den ud, og hans Haand blev karsk igjen som den anden.
3Og Jesus udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: Jeg vil; bliv reen! og hans Spedalskhed blev strax renset.
2Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Huus, som raadede over alt hans Gods: Kjære, læg din Haand under min Lænd.
10Og Præsten skal besee (ham), og see, der er en hvid Hævelse paa Huden, og Haaret er forvandlet til hvidt, og der er karskt Kjød, som er karskt i Hævelsen,
11da er det en gammel Spedalskhed i Huden paa hans Kjød, og Præsten skal dømme ham ureen; han skal ikke lukke ham inde, thi han er ureen.
9Og jeg saae, og see, der var en Haand udrakt til mig; og see, en Bogs Rolle var i den.
9Og det skede, der han vendte sin Skulder at gaae fra Samuel, da omvendte Gud hans (Hjerte) til et andet Hjerte; og alle disse Tegn kom paa den samme Dag.
14Men paa hvilken Dag karskt Kjød sees paa ham, bliver han ureen.
21Og Ehud udrakte sin venstre Haand og tog Sværdet fra sin høire Hofte, og han stødte det i hans Bug.