Job 5:18
Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder (dem i) deres Smerter.
19 Han skal frie dig i sex Angester, og i den syvende skal intet Ondt røre dig.
20 I Hunger skal han forløse dig fra Døden, og i Krig fra Sværdets Vold.
17 Thi han sønderknuser mig med en Storm, og gjør mig mange Saar uden Aarsag.
1 Kommer, og lader os vende om til Herren; thi han haver sønderrevet og skal læge os, han haver slaget og skal forbinde os.
18 Jeg saae hans Veie, og jeg vil læge ham, og jeg vil skaffe ham Rolighed, og jeg vil give ham og hans Sørgende (megen) Trøst igjen.
5 Hvorfor skulde I slaaes ydermere, (da) I (dog kun) forøge (eders) Afvigelse? det ganske Hoved er sygt, og det ganske Hjerte er svagt.
6 Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
19 Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
12 Thi saa sagde Herren: Din Forstyrrelse er ulægelig, dit Saar er (meget) svagt.
13 Ingen udfører din Sag anlangende (din) Byld, ingen Lægedom (vederfares) dig til Helbredelse.
5 Men han, han er saaret for vore Overtrædelser, er knust for vore Misgjerninger; Straffen (laae) paa ham, at vi (skulde nyde) Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
13 enten (det skeer) til Revselse, eller til hans Lands (Bedste), eller at han lader sig finde ved Miskundhed.
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Thi han plager ikke af sit Hjerte eller bedrøver Menneskens Børn,
39 Seer nu, at jeg, jeg er den, og der er ingen Gud med mig; jeg, jeg døder og gjør levende, jeg haver saargjort, og jeg skal læge, og der er Ingen, som redder af min Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
30 Buler (og) Saar ere en Renselse for den Onde, og Plager, (som gaae ind i) hans inderste Bug.
6 Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).
17 See, jeg haver seet, (at det er) godt, (og) at det er smukt at æde og drikke, og at see (og nyde) det Gode i alt sit Arbeide, som En arbeider under Solen i sit Livs Dages Tal, som Gud haver givet ham; thi det er hans Deel.
19 dersom han da kommer op igjen og gaaer om paa Gaden ved sin Stav, da skal den, som slog ham, være uskyldig; dog skal han betale hans Forsømmelse og aldeles lade ham læge.
3 han, som forlader dig alle dine Misgjerninger, han, som læger alle dine Sygdomme,
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
20 Han sendte sit Ord og helbredede dem, og reddede dem af deres Fordærvelser —
15 Derfor skal hans Ulykke hastelig komme, han skal snart sønderbrydes, at der skal ingen Lægedom være.
25 Brændt for Brændt, Saar for Saar, Blaatslaget for Blaatslaget.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
19 Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
20 Den Retfærdige (vederfares) mange onde Ting, men Herren skal frie ham af dem allesammen.
6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
7 Han besegler (derved) hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Gjerning, skulle kjende det.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
25 thi han haver udrakt sin Haand imod Gud, og har vældigen sat sig op imod den Almægtige.
22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
22 Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
19 Kan (Nogen) fange den i dens Øine, (eller) igjennembore (dens) Næse med Snarer?
14 See, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
26 Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
15 (Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
6 Og dersom Nogen siger til ham: Hvad ere disse Vunder i dine Hænder? da skal han sige: (Det er de Vunder,) med hvilke jeg er slagen i deres Huus, som elskede mig.