Salmenes bok 69:26
Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 Thi de forfølge den, som du, du haver slaget, og de fortælle om deres Pine, som du haver saaret.
28 Giv dem hen i Misgjerning over Misgjerning, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed.
22 Ja, de gave mig Galde at æde, og de gave mig Eddike at drikke i min Tørst.
23 Deres Bord blive for dem til en Strikke og til Betalinger, til en Snare!
24 Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
25 Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.
6 Den, som slog Folkene med Grumhed, med Slag uden Afladelse, den, som regjerede over Hedningerne med Vrede, han bliver forfulgt, (saa at) Ingen (kan) forhindre (det).
7 De randsage Uretfærdigheder, de fuldkomme det, som er nøie randsaget (af dem), ja Enhvers Inderste og dybe Hjerte.
7 Mon han haver slaget ham, som han slog den, der slog ham? eller mon han være ihjelslagen, som hans Ihjelslagne ere ihjelslagne?
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
35 De sloge mig, (skal du sige,) det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg skal fremdeles søge den mere.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.
16 derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
3 Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
6 De ihjelslaae Enken og den Fremmede, og myrde de Faderløse.
20 de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.
22 Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
26 Han slaaer dem paa de Ugudeliges Sted, paa et Sted, hvor man seer det,
51 Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
19 Der er ingen Lindring for din Forstyrrelse, din Plage er (heel) svag; Alle, som hørte Tidende om dig, klappede med Hænderne over dig; thi over hvem er ikke din Ondskab stedse overgaaen?
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
7 Og dersom En (af dem) kommer at see (mig), taler han Falskhed, hans Hjerte samler sig Uret (tilsammen); gaaer han ud udenfor, da taler han (derom).
14 Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg haver slaget dig, (ligesom man) slaaer en Fjende, med en grum Tugtelse for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
65 Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.
40 Og de skulle opføre en Forsamling over dig, og stene dig (ihjel) med Stene, og igjennemstikke dig med deres Sværd.
16 Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
11 sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
13 Og jeg, jeg haver ogsaa gjort dig syg, idet jeg slog dig, (og) ødelagde dig for dine Synders, Skyld.
14 Du igjennemborede Hovedet for hans Landsbyer ved hans Kjeppe; de stormede til at adsprede mig, deres Glæde var som til at æde en Elendig i Skjul.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
7 Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
28 Sandelig, I skulle sige: Hvorfor forfølge vi ham? thi Roden til Handelen er funden i mig.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
16 Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
41 Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
13 Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.