Jesaja 27:7
Mon han haver slaget ham, som han slog den, der slog ham? eller mon han være ihjelslagen, som hans Ihjelslagne ere ihjelslagne?
Mon han haver slaget ham, som han slog den, der slog ham? eller mon han være ihjelslagen, som hans Ihjelslagne ere ihjelslagne?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26 Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
8 Du trættede imod ham med Maade, da du bortkastede ham, (da) han borttog (ham) ved sit det haarde Veir den Dag, det var Østenvind.
6 I de tilkommende (Dage) skal Jakob faae Rødder, Israel skal blomstre og faae Knopper, og de skulle fylde Jorderige med Grøde.
3 Han afhuggede hvert Israels Horn i (sin) fnysende Vrede, han drog sin høire Haand tilbage for Fjendens Ansigt, og der brænder i Jakob som en Ildslue; den haver fortæret trindt omkring.
4 Han haver spændt sin Bue som en Fjende, han stillede sig med sin høire Haand som en Modstander, og haver ihjelslaget Alle, som vare ønskelige for Øinene; han udøste sin Grumhed i Zions Datters Paulun som en Ild.
6 Den, som slog Folkene med Grumhed, med Slag uden Afladelse, den, som regjerede over Hedningerne med Vrede, han bliver forfulgt, (saa at) Ingen (kan) forhindre (det).
37 Og han fandt en anden Mand og sagde: Kjære, slaa mig; og Manden slog ham haardt og saarede (ham).
14 Er (da) Israel en Tjener? eller er han en hjemmefødt Træl? hvorfor er han bleven til Rov?
24 Hvo gav Jakob til at plyndres, og Israel til Røvere? mon ikke Herren? og han er den, vi syndede imod, og de vilde ikke vandre i hans Veie og ikke høre paa hans Lov.
25 Derfor udøste han sin Vredes Grumhed og Krigsmagt over ham, og stak Ild paa ham trindt omkring, men han forstod det ikke, og han fortærede ham, men han lagde det ikke paa Hjerte.
7 Det gjør mit Viintræ aldeles øde, og piller Barken af mit Figentræ; det gjør det aldeles bart, og man bortkaster (det, at) dets Qviste blive hvide.
6 Han skal dømme iblandt Hedningerne, han skal fylde (Landet med døde) Kroppe; han skal knuse (den, som er) Hoved over et stort Land.
10 han, som slog mange Folk og ihjelslog stærke Konger,
11 da haver jeg givet ham i en Mægtigs Haand iblandt Hedningerne; han skal handle (efter sin Villie) med ham, jeg haver uddrevet ham for hans Ugudelighed;
12 og Fremmede, (som ere) forfærdelige iblandt Hedningerne, skulle udrydde ham, og (saa) forlade ham; paa Bjergene og i alle Dalene skulle hans Grene falde, og hans (skjønne) Grene skulle sønderbrydes ved alle Strømmene i Landet, og alle Folk paa Jorden skulle drage ned fra hans Skygge og forlade ham;
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
25 Derfor er Herrens Vrede optændt over hans Folk, og han udrakte sin Haand over det og slog det, at Bjergene bævede, og deres (døde) Kroppe vare som Skarnet midt paa Gaderne; i dette altsammen vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
7 Men denne Gjerning var ond for Guds Øine, derfor slog han Israel.
26 Han slaaer dem paa de Ugudeliges Sted, paa et Sted, hvor man seer det,
12 Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
7 O Sværd! vaagn op over min Hyrde og over den Mand, (som er) min Næste, siger den Herre Zebaoth; slaa Hyrden, og Hjorden skal adspredes, og jeg vil omvende min Haand over de Smaae.
35 De sloge mig, (skal du sige,) det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg skal fremdeles søge den mere.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
21 Og Israels Konge sagde til Elisa, der han saae dem: Min Fader, maa jeg slaae, maa jeg slaae (dem)?
27 Da sagde Folket til ham efter samme Viis, sigende: Saaledes skal der gjøres ved den Mand, som slaaer ham.
19 O Israels Deilighed! paa dine Høie (ligge) de Ihjelslagne; hvorledes ere de Vældige faldne!
17 Herren haver gjort det, han havde tænkt, han haver udrettet sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han haver nedbrudt og ikke sparet, og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøiede dine Modstanderes Horn.
16 Han gjør, at Mange støde sig; ja, der faldt den Ene paa den Anden, og de sagde: Staa op, og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Fædreneland for Fordærverens Sværd.
43 Og jeg stødte dem smaae som Jordens Støv; som Dynd paa Gader tyndgjorde jeg dem og udstrakte dem.
21 Der laae paa Jorden i Gaderne Ung og Gammel; mine Jomfruer og mine unge Karle ere faldne ved Sværdet; du ihjelslog paa din Vredes Dag, du slagtede, du sparede ikke.
23 Hvem haver du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du Røsten? og du opløftede dine Øine høit imod Israels Hellige.
4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
1 Og du, Bethlehem Ephrata! er du liden at være iblandt Judæ Tusinder? af dig skal mig En udgaae til at være en Hersker i Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.
33 Og han slog deres Viintræer og deres Figentræer, og sønderbrød Træerne i deres Landemærke.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.
26 Og den Herre Zebaoth skal opvække en Svøbe over ham, som i Midians Slag paa Orebs Klippe, og sin Stav, (som han brugte) ved Havet, den skal han og opløfte paa den Viis, som i Ægypten.
13 Og Folket er ikke omvendt til den, som slaaer det, og de søge ikke den Herre Zebaoth.
20 Og det gik ham saa; thi Folket nedtraadte ham i Porten, at han døde.
2 Hvo opvakte den Retfærdige af Østen? (hvo) kaldte ham, at han fulgte efter ham? (hvo) overgav Hedningerne for hans Ansigt? og (hvo) gjorde, at han herskede over Konger? (hvo) gav (dem for) hans Sværd som Støv, for hans Bue som Halm, der bortblæses?
21 Derfor giv deres Børn til Hungeren, og lad dem adspredes ved Sværdets Magt, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker, og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive slagne med Sværd i Krigen.
9 Assyrierne have ogsaa føiet sig til dem; de vare Loths Børns Arm. Sela.
31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
21 eller han slaaer ham af Fjendskab med sin Haand, at han døer, da skal den, som slog, visseligen dødes, han er en Manddraber; Blodhevneren skal lade døde Manddraberen, naar han møder ham.
15 Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, at han døde.
27 Thi mon Israel ikke var dig en Latter? mon han var funden iblandt Tyve, siden du, saa tidt du talede imod ham, rystede med Hovedet?
66 Og han slog sine Fjender bag til, han gjorde dem en evig Skam.
27 Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
7 Du, som er kaldet Jakobs Huus, mon Herrens Aand være forkortet? mon disse være hans Idrætter? mon mine Ord ikke skulle gjøre vel imod den, som vandrer oprigtig?
14 Du igjennemborede Hovedet for hans Landsbyer ved hans Kjeppe; de stormede til at adsprede mig, deres Glæde var som til at æde en Elendig i Skjul.
7 til at gjøre Hevn paa Hedningerne, og Straf paa Folkene,