Mika 5:1
Og du, Bethlehem Ephrata! er du liden at være iblandt Judæ Tusinder? af dig skal mig En udgaae til at være en Hersker i Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.
Og du, Bethlehem Ephrata! er du liden at være iblandt Judæ Tusinder? af dig skal mig En udgaae til at være en Hersker i Israel, og hans Udgange ere fra fordum, fra Evigheds Dage.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Derfor skal han (vel) hengive dem indtil den Tid, da hun, som skal føde, haver født; dog skal det Øvrige af hans Brødre komme tilbage med Israels Børn.
3Og han skal staae og føde (sin Hjord) i Herrens Kraft, i Herrens sin Guds Navns Høihed, og de skulle blive ved, thi nu skal han være stor indtil Jordens Ender.
4Og han skal være Fred; naar Assur (end) kommer i vort Land, og naar han træder paa vore Paladser, da ville vi opreise imod ham syv Hyrder og otte af de ypperste Mennesker.
8Og du, Eders Taarn, du Ophel, (som er) Zions Datters! indtil dig skal komme, ja, der skal komme det første Herredømme, (som er) Jerusalems Datters Rige.
9Nu, hvorfor raaber du saare? er der ingen Konge udi dig? er din Raadgiver omkommen, fordi Smerte haver betaget dig, som hendes, der føder?
10Lid (dog saadan) Smerte og udbryd, du Zions Datter! som hun, der føder; thi nu skal du gaae ud af Staden og boe paa Marken og komme indtil Babel; der skal du udfries, der skal Herren gjenløse dig af dine Fjenders Haand.
11Og nu ere vel mange Hedninger samlede imod dig, som sige: Hun skal besmittes, og vore Øine skulle see paa Zion.
15Herren nedtraadte alle mine Mægtige, (som vare) midt i mig, han lod sammenkalde en Forsamling over mig til at forstyrre mine unge Karle; Herren traadte Viinpersen for Jomfruen, Judæ Datter.
23De skulle tage fat paa Bue og Glavind; (det er) et grumt (Folk), og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle ride paa Heste, rustede som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!
14Derfor skal et Bulder opkomme iblandt dine Folk, og alle dine Fæstninger forstyrres, som Salman forstyrrede Beth-Arbel paa Krigens Dag, (der) Moderen blev knust tilligemed Børnene.
15Ligesaa skal han gjøre ved eder, Bethel! for Ondskabs, ja eders Ondskabs Skyld; Israels Konge er aldeles udryddet i Morgenrøden.
15Jeg vil endnu føre en Eiermand til dig, du Indbyggerske i Maresa! den skal komme indtil Adullam, (ja) til Israels Herlighed.
14Syng (med Fryd), Zions Datter! raab (med Glæde), o Israel! vær glad og, fryd dig i (dit) ganske Hjerte, Jerusalems Datter!
15Herren haver borttaget dine Domme, udryddet din Fjende; Herren, Israels Konge, er inden i dig, du skal ikke see Ulykke ydermere.
26Og den Herre Zebaoth skal opvække en Svøbe over ham, som i Midians Slag paa Orebs Klippe, og sin Stav, (som han brugte) ved Havet, den skal han og opløfte paa den Viis, som i Ægypten.
11for Skytternes Lyd, iblandt de Steder, hvor (Vand) drages; der skulle de holde Samtale om Herrens Retfærdigheder, om Retfærdigheder imod hans Landsbyer i Israel; da reiste Herrens Folk ned til Portene.
12Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, siig en Sang! gjør dig rede, Barak, og før dine Fanger fangne, du Abinoams Søn!
2Jeg lignede Zions Datter ved en deilig og kræsen (Jomfru).
3Til hende skulle Hyrder komme og deres Hjorde; de slaae Pauluner trindt omkring imod hende, de afæde, hver sin Plads.
13Gjør dig rede og tærsk, Zions Datter! thi jeg vil gjøre dit Horn til Jern, og gjøre dine Kløer til Kobber, og du skal støde mange Folk smaa, og jeg vil sætte deres Vinding i Band til Herren, og deres Gods til den ganske Jords Herre.
6Og du Bethlehem i Judæ Land er ingenlunde den ringeste iblandt Judæ Fyrster; thi af dig skal udgaae en Fyrste, som skal være mit Folks Israels Hyrde.
1Hører dette Ord, som jeg optager over eder, et Klagemaal (over eder), Israels Huus!
1Hører dette, I Præster! og Israels Huus! giver Agt paa, og Kongens Huus! vender Ørene dertil, thi Dommen (angaaer) eder, fordi I vare en Snare for Mizpa, og et udbredt Garn for Thabor.
15Hvi sønderstøde I mit Folk og sønderknuse de elendige Personer? siger Herren, den Herre Zebaoth.
19O Israels Deilighed! paa dine Høie (ligge) de Ihjelslagne; hvorledes ere de Vældige faldne!
31Thi Assur skal forskrækkes for Herrens Røst, (hvilken) slog med Riset.
32Og det skal skee, paa hvert (Sted), hvor den grundfæstede Kjep skal gaae igjennem, paa hvem som Herren skal lade lægge den, (skal man være glad) med Trommer og Harper; thi han skal stride imod dem i (store) Krige, (saa at Fjenden) drives hid og did.
4Hvi roser du dig af Dalene? din Dal er bortflydt, du forvendte Datter! hun forlod sig paa sit Liggendefæ (og tænkte): Hvo skal komme til mig?
1See, paa Bjergene (komme) hans Fødder, som fører et godt Budskab, som lader høre Fred: Juda! hellighold dine Høitider, betal dine Løfter; thi en Belials Mand skal ikke ydermere fare igjennem dig, han, han er aldeles udryddet.
2Herren skal sende din Styrkes Spiir af Zion, (sigende): Regjer midt iblandt dine Fjender.
5Og det skal skee paa den samme Dag, da vil jeg sønderbryde Israels Bue i Jisreels Dal.
17Sank dit Kjøbmandskab af Landet, du, som boer i Befæstningen!
5Dens Modstandere ere blevne til Hoved, dens Fjender ere trygge, thi Herren haver bedrøvet den for dens mange Overtrædelsers Skyld; dens spæde Børn ere dragne i Fængsel for Modstanderens Ansigt.
14Thi see, jeg opreiser et Folk over eder, Israels Huus! siger Herren, den Zebaoths Gud, og de skulle fortrykke eder fra (der), hvor man kommer fra Hamath, indtil Bækken paa den slette Mark.
12Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
22Dette er det Ord, som Herren haver talet imod ham: Jomfruen, Zions Datter, hun foragter dig (og) bespotter dig, Jerusalems Datter ryster Hovedet efter dig.
1Hvorledes haver Herren formørket Zions Datter (med en tyk Sky) i sin Vrede? han haver kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel ihu paa sin Vredes Dag.
16Han gjør, at Mange støde sig; ja, der faldt den Ene paa den Anden, og de sagde: Staa op, og lader os vende tilbage til vort Folk og til vort Fædreneland for Fordærverens Sværd.
10De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
32Endnu (bliver man) staaende en Dag i Nob; (saa) skal han røre sin Haand imod Zions Huses Bjerg, Jerusalems Høi.
4Af ham (skal være) Hjørnestenen, af ham Naglen, af ham Krigsbuen; fra ham skal udgaae hver Driver tillige.
5Og Folket skal trænges, den Ene (skal være) imod den Anden, og hver imod sin Næste; de (skulle være) stolte, den Unge imod den Gamle, og den Ringeagtede imod den Ærede.
9Du haver syndet fra Gibeas Dage af, o Israel! der stode de; den Krig i Gibea, (som blev ført) imod Uretfærdigheds Børn, skal ikke gribe dem.
17saa skal Herren gjøre Zions Døttres Hovedisse skaldet, og Herren skal blotte deres Blusel.
17Zion udbreder sine Hænder, der er Ingen, som trøster den; Herren bød om Jakob, at de, (som vare) omkring ham, (skulde vorde) hans Modstandere; Jerusalem var som en ureen Qvinde imellem dem.
5Herren var som en Fjende, han haver opslugt Israel, han haver opslugt alle dens Paladser, fordærvet dens Befæstninger og gjort Judæ Datter megen Kummer og Bedrøvelse.
8Men mit Folk haver nyligen opreist sig som en Fjende tvært over for (den, som kommer iført med) et Klædebon; I afføre en (herlig) Kappe af dem, som gaae forbi tryggeligen, som ere komne tilbage af Krigen.
15De klappede over dig med Hænderne, Alle, som gik forbi ad Veien, de hvidslede og rystede deres Hoved over Jerusalems Datter: Mon denne være den Stad, hvilken man sagde at være heel deilig, alt Landets Glæde?
1Og der skal opgaae et Riis af Isai Stub, og en Qvist af hans Rødder skal bære Frugt.
21Og Frelsere skulle opkomme paa Zions Bjerg at dømme Esaus Bjerg, og Riget skal høre Herren til.