Salmenes bok 129:3
Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 En Sang paa Trapperne. De trængte mig meget fra min Ungdom, maa Israel nu sige,
2 de trængte mig meget fra min Ungdom; dog kunde de ikke overvælde mig.
4 Herren er retfærdig, han afhuggede de Ugudeliges Reb.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
11 Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
14 Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).
6 Jeg hengav min Ryg for dem, som (mig) sloge, og mine Kindbeen til dem, som rykkede (Haar af mig), jeg skjulte ikke mit Ansigt fra Forsmædelser og Spyt.
26 Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
35 De sloge mig, (skal du sige,) det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg skal fremdeles søge den mere.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
23 Men jeg vil give dem i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøi dig, og vi ville gaae over; og du lagde din Ryg som Jorden og som Gaden for dem, som gik over.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
8 Saasom jeg haver seet: De, som pløie Uret, og de, som saae Møie, de maae høste det Samme.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
16 Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
5 Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
1 Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
12 Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
39 Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
12 De betale mig Ondt for Godt, (idet de) berøve min Sjæl.
3 Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
38 Jeg forfølger mine Fjender og naaer dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver udryddet dem.
26 Thi du skriver Bitterheder op mod mig, og lader mig faae min Ungdoms Synder til Arv.
5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
38 Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
14 Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
20 Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
10 deres Øine vorde mørke, saa at de ikke see, og bøi altid deres Ryg.
2 Gud (kom) til at frie mig; Herre! skynd dig til at hjælpe mig.
7 af hvilket Høstmanden ikke fylder sin Haand, ei heller den, som binder Neg, sin Kjortelflig.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.