Job 31:38
Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
39 dersom jeg haver ædet dets Formue uden Penge, og gjort, at dets Eiermænd maatte udblæse Sjælen,
37 Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
7 Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
8 da maa jeg saae, men en Anden æde det, og min Afkom maa oprykkes med Rod.
12 Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.
13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig,
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
18 (O du) Jord! skjul ikke mit Blod, at der jo maa være Rum for mit Raab!
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
35 Hvo giver mig den, som vil høre mig? see, min Begjæring er, at den Almægtige vilde svare mig, og at den, som trætter med mig, skrev en Bog.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
3 Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
18 Thi jeg er færdig til at halte, og min Pine er altid for mig.
16 Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.
28 at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
18 Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
19 dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.
31 da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.
4 Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
2 Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
31 Derfor maa jeg hyle over Moab og skrige over al Moab; man skal sukke over Kir-Heres Folk.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
17 Men dersom I ikke ville høre dette, skal min Sjæl græde i Skjul for (eders) Hovmodigheds Skyld og hyle saare, og mit Øie skal rinde med Graad, thi Herrens Hjord er fangen bortført.
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
14 Dersom jeg syndede, saa varede du paa mig, og lod mig ikke være uskyldig for min Misgjerning.