Klagesangene 3:8
Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
9 Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
56 Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
2 Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
2 Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
10 der jeg gjennembrød for det ved min Skik, og satte Stang og Døre (derfor),
17 Jeg, jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
2 Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
9 Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
13 Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
19 Dog har Gud hørt, han gav Agt paa min Bøns Røst.
44 Du skjulte dig med en Sky, at der ikke kunde komme Bøn igjennem.