Salmenes bok 142:3

Original Norsk Bibel 1866

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 140:5 : 5 Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.
  • Sal 143:4 : 4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
  • Jer 18:22 : 22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
  • Matt 22:15 : 15 Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde besnære ham i Ord.
  • Mark 14:33-36 : 33 Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes. 34 Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager. 35 Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt. 36 Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).
  • Sal 141:9 : 9 Bevar mig fra Snarens Vold, som de have udstillet for mig, og fra deres Strikker, som gjøre Uret.
  • Job 23:10 : 10 Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
  • Sal 1:6 : 6 Thi Herren kjender de Retfærdiges Vei, men de Ugudeliges Vei skal forgaae.
  • Sal 22:14 : 14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
  • Sal 31:4 : 4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
  • Sal 35:7-8 : 7 Thi de skjulte uden Aarsag deres Garn i en Grøft imod mig, de grove for min Sjæl uden Aarsag. 8 Lad Ødelæggelse komme paa ham, (saa) han ikke kan vide det, og lad hans Garn, som han skjulte, fange ham, lad ham falde deri til Ødelæggelse.
  • Sal 56:6 : 6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
  • Sal 61:2 : 2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
  • Sal 77:3 : 3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
  • Sal 102:4 : 4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
  • Sal 139:2-4 : 2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra. 3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie. 4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
  • Sal 17:3 : 3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 82%

    1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).

    2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.

    3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.

    4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.

    5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.

  • 81%

    3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.

    4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.

  • 4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.

  • 78%

    9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.

    10 (Som) en Bjørn, der ligger paa Luur, blev han mig, (ja som) en Løve i Skjul.

    11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.

  • 2 Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.

  • 6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.

  • 6 De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.

  • 3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.

  • 5 Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.

  • 76%

    12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.

    13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).

    14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.

  • 76%

    7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.

    8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.

  • 7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.

  • 13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.

  • 5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.

  • 37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.

  • 22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.

  • 8 Skulde de undkomme for (deres) Uretfærdighed? Gud! nedstød (disse) Folk i Vrede.

  • 6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.

  • 36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.

  • 74%

    6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.

    7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.

  • 3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

  • 15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.

  • 27 Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.

  • 8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.

  • 12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.

  • 16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.

  • 22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.

  • 5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;

  • 16 Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.

  • 3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).

  • 23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,

  • 11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.

  • 4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.

  • 21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.

  • 9 Bevar mig fra Snarens Vold, som de have udstillet for mig, og fra deres Strikker, som gjøre Uret.

  • 2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.

  • 2 Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.

  • 6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.

  • 16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.