Salmenes bok 40:12
Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 (Der er) intet Sundt i mit Kjød for din Vrede, (der er) ingen Fred i mine Been for min Synds Skyld.
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
4 Jeg er bleven træt af det, jeg haver raabt, min Strube er hæs; mine Øine ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
18 See min Elendighed og min Møie, og forlad (mig) alle mine Synder.
19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
1 Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
15 Forskrækkelser vendte sig imod mig og forfulgte min Herlighed som Veir, og min Frelse er gaaen forbi som en Sky.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
3 Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
15 Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
11 Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.