Salmenes bok 38:8
Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
3 Thi dine Pile ere dybt nedtrykkede i mig, og din Haand nedtrykker mig dybt.
4 (Der er) intet Sundt i mit Kjød for din Vrede, (der er) ingen Fred i mine Been for min Synds Skyld.
5 Thi mine Misgjerninger gaae over mit Hoved, de ere blevne mig for svare, som en svar Byrde.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
7 Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
18 Thi jeg er færdig til at halte, og min Pine er altid for mig.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
19 Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte; o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl, (ja) Krigsskrig.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
14 Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
15 Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
18 Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
3 Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
12 Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.