Salmenes bok 38:7
Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
9Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
10Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
11Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.
2Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
3Thi dine Pile ere dybt nedtrykkede i mig, og din Haand nedtrykker mig dybt.
4(Der er) intet Sundt i mit Kjød for din Vrede, (der er) ingen Fred i mine Been for min Synds Skyld.
5Thi mine Misgjerninger gaae over mit Hoved, de ere blevne mig for svare, som en svar Byrde.
6Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
18Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
5Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
14De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
4Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
27Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
3Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
2O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
6Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
13Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
8At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
19Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte; o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl, (ja) Krigsskrig.
3Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
19Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
3Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
21Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
24Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.
22Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
6Jeg maa straffes for Løgn, alligevel jeg haver Ret; den Piil, (som trykker) mig, gjør skrøbelig, (skjøndt der er) ikke Overtrædelse (hos mig).
18Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
30Min Hud er bleven sort over mig, og mit Been er optændt af Tørhed.
12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
19Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
8Alle mine Hadere hviske tilsammen imod mig; de tænke imod mig det, som er mig Ondt.
20Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
4Herren skal opholde ham paa (hans) Sygeseng; du omvender alt hans Leie i hans Sygdom.
7Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.