Jesaja 1:6
Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Hvorfor skulde I slaaes ydermere, (da) I (dog kun) forøge (eders) Afvigelse? det ganske Hoved er sygt, og det ganske Hjerte er svagt.
12Thi saa sagde Herren: Din Forstyrrelse er ulægelig, dit Saar er (meget) svagt.
13Ingen udfører din Sag anlangende (din) Byld, ingen Lægedom (vederfares) dig til Helbredelse.
14Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg haver slaget dig, (ligesom man) slaaer en Fjende, med en grum Tugtelse for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
15Hvorfor raaber du over din Forstyrrelse, over din ulægelige Pine? jeg haver gjort disse Ting ved dig for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
7Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).
35Herren skal slaae dig med en ond Byld paa Knæerne og paa Laarene, af hvilken du skal ikke kunne læges, fra din Fodsaale og til din Hovedisse.
19Der er ingen Lindring for din Forstyrrelse, din Plage er (heel) svag; Alle, som hørte Tidende om dig, klappede med Hænderne over dig; thi over hvem er ikke din Ondskab stedse overgaaen?
9Thi dens Saar ere ulegelige; thi det er kommet indtil Juda, det naaede indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
13Der Ephraim saae sin Sygdom, og Juda sin Byld, da gik Ephraim til Assyrien, og sendte til Kong Jareb; men han, han kunde ikke læge eder, og ei hele eders Byld for eder.
7Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
14Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som om den havde været ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
18Og naar der er en Byld paa (Nogens) Kjød, i Huden derpaa, og den er bleven lægt,
22Mon der ikke er Balsam i Gilead? eller er der ikke Læge? hvorfor tager mit Folks Datters Lægedom ikke til?
11da er det en gammel Spedalskhed i Huden paa hans Kjød, og Præsten skal dømme ham ureen; han skal ikke lukke ham inde, thi han er ureen.
12Men om Spedalskheden blomstrer stærkt i Huden, og Spedalskhedens Plage skjuler den ganske Hud fra hans Hoved og til hans Fødder, alt det, som sees for Præstens Øine,
5Thi mine Misgjerninger gaae over mit Hoved, de ere blevne mig for svare, som en svar Byrde.
18Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
5Men han, han er saaret for vore Overtrædelser, er knust for vore Misgjerninger; Straffen (laae) paa ham, at vi (skulde nyde) Fred, og vi have faaet Lægedom ved hans Saar.
17Thi jeg vil lade din Lægedom tage til, og læge dig af dine Saar, siger Herren; thi de kaldte dig den Fordrevne, (og sagde), det er Zion, Ingen spørger efter det.
27Herren skal slaae dig med ægyptiske Bylder og med Artsbylder og med Skurv og med Kløe, af hvilke du skal ikke kunne læges.
13og gjører sikkre Trin med eders Fødder, at ikke det Halte skal drages (mere) af Lave, men snarere helbredes.
11Far op til Gilead og tag Balsam, du Jomfru, Ægypti Datter! du bruger forgjæves megen Lægedom; dig (vederfares dog) ingen Helbredelse.
1Kommer, og lader os vende om til Herren; thi han haver sønderrevet og skal læge os, han haver slaget og skal forbinde os.
18Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
11Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som (om den havde været) ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
13Og jeg, jeg haver ogsaa gjort dig syg, idet jeg slog dig, (og) ødelagde dig for dine Synders, Skyld.
22Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting? — For din Misgjernings Mangfoldigheds Skyld ere dine Sømme opslagne, dine Hæle er gjorte bare (med Vold).
30Buler (og) Saar ere en Renselse for den Onde, og Plager, (som gaae ind i) hans inderste Bug.
4I styrkede ikke det Svage, og lægede ikke det Syge, og forbandt ikke det Sønderbrudte, og førte ikke det Fordrevne tilbage, og ledte ikke efter det, som var tabt; men med Haardhed og med Strenghed herskede I over dem.
3Thi dine Pile ere dybt nedtrykkede i mig, og din Haand nedtrykker mig dybt.
10Røver Sølv, røver Guld! thi der er ingen Ende paa Forraad (og) Herlighed af alt kosteligt Tøi.
2O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
19eller en Mand, som haver Bræk paa Fod eller Bræk paa Haand,
35De sloge mig, (skal du sige,) det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg skal fremdeles søge den mere.
18Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
7Som en Brønd udvælder sit Vand, saa lod hun udvælde sin Ondskab; Vold og Ødelæggelse blev hørt i den, Sygdom og Slag er stedse for mit Ansigt.
8Det skal være en Lægedom for din Navle og en Vædske for dine Been.
7Da foer Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med en ond Byld fra hans Fodsaale og indtil hans Hovedisse.
4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
16Toer eder, vorder rene, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øine, lader af at gjøre ilde,
5Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
14Men paa hvilken Dag karskt Kjød sees paa ham, bliver han ureen.
10Gjør dette Folks Hjerte fedt, og gjør deres Øren tunghørende, og tilstryg deres Øine, at det ikke seer med sine Øine og hører med sine Øren, og forstaaer med sit Hjerte og omvender sig, at man kunde læge det.
9Deres Ansigters Forhærdelse svarer imod dem, og de have forkyndt deres Synd som Sodom, de dulgte (den) ikke. Vee deres Sjæle! thi de have ført sig selv Ulykke paa.
13Hvad skal jeg vidne for dig, hvormed skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter? hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Forstyrrelse er stor som Havet, hvo kan læge dig?
15Bi efter Fred, og det skal ikke (vorde) godt, efter Lægedoms Tid, og see, Forfærdelse (kommer).
26Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.