Mika 1:9
Thi dens Saar ere ulegelige; thi det er kommet indtil Juda, det naaede indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
Thi dens Saar ere ulegelige; thi det er kommet indtil Juda, det naaede indtil mit Folks Port, indtil Jerusalem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Thi saa sagde Herren: Din Forstyrrelse er ulægelig, dit Saar er (meget) svagt.
13 Ingen udfører din Sag anlangende (din) Byld, ingen Lægedom (vederfares) dig til Helbredelse.
14 Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg haver slaget dig, (ligesom man) slaaer en Fjende, med en grum Tugtelse for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
15 Hvorfor raaber du over din Forstyrrelse, over din ulægelige Pine? jeg haver gjort disse Ting ved dig for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
2 Juda sørger, og dens Porte vansmægte, de gaae i Sørgeklæder i Landet, og Jerusalems Klagemaal opstiger.
7 Jerusalem ihukommer i sin Elendigheds og sin Forfølgelses Dage alle sine ønskelige Ting, som den havde i gamle Dage, at dens Folk er faldet i Modstanderens Haand, og der er Ingen, som hjælper den; Modstanderne saae den, de loe ad dens Sabbater.
8 Jerusalem haver syndet svarlig, derfor er den som en ureen Qvinde; Alle, som ærede den, agte den ringe, thi de saae dens Blusel, ja, den sukkede selv og har vendt sig tilbage.
9 Dens Ureenhed var paa dens Sømme, den kom ikke sit Yderste ihu, og den er nedfaren i underlige (Maader, der er) Ingen, som trøster den; Herre! see min Elendighed, thi Fjenden gjorde sig stor.
10 Modstanderen udstrakte sin Haand over alle dens ønskelige Ting; thi den saae, at Hedninger ere komne i dens Helligdom, hvilke du havde befalet, de skulde ikke komme i din Forsamling.
17 Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øine rinde med Graad Nat og Dag, og holde ikke op; thi Jomfruen, mit Folks Datter, er forstyrret med stor Forstyrrelse, (hendes) Saar er meget svagt.
18 Om jeg gaaer ud paa Marken, see, (da ere der) Ihjelslagne med Sværd, og om jeg kommer i Staden, see, (da ere der) Sygdomme af Hunger; thi baade Prophet og Præst løb omkring i Landet, og kjendte det ikke.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
8 Derfor maa jeg græde og hyle, jeg maa gaae røvet og blottet, jeg maa anstille en Hylen som Dragerne, og Sorg som Strudsungerne.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
6 Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet Heelt paa det, (men) Saar og Blaaslaget og Bylder, fulde af Røde, som ikke ere udtrykkede og ei forbundne og ei lindrede med Olie.
7 Eders Land er en Ødelæggelse, eders Stæder ere opbrændte med Ild; Fremmede fortære eders Land for eders Øine, og der er en Ødelæggelse, som naar Fremmede omkaste (Noget).
2 Den græder om Natten, og dens Taarer (løbe) over dens Kinder; der er Ingen, som trøster den, af alle dem, som elskede den; alle dens Venner ere troløse imod den, de ere dens Fjender.
3 Juda er bortført for Elendighed og for megen (Trældoms) Tjeneste, hun boer iblandt Hedningerne, hun finder ikke Ro; alle hendes Forfølgere grebe hende imellem trange (Stæder).
4 Zions Veie sørge, fordi man ikke kommer til Forsamling; alle dens Porte ere ødelagte, dens Præster sukke; dens Jomfruer ere bedrøvede, og for hende selv (er det) bittert.
5 Dens Modstandere ere blevne til Hoved, dens Fjender ere trygge, thi Herren haver bedrøvet den for dens mange Overtrædelsers Skyld; dens spæde Børn ere dragne i Fængsel for Modstanderens Ansigt.
17 Zion udbreder sine Hænder, der er Ingen, som trøster den; Herren bød om Jakob, at de, (som vare) omkring ham, (skulde vorde) hans Modstandere; Jerusalem var som en ureen Qvinde imellem dem.
18 Herren, han er retfærdig, thi jeg var gjenstridig imod hans Mund; hører dog, alle Folk! og seer min Smerte; mine Jomfruer og mine unge Karle ere gaaede i Fængsel.
8 Thi Jerusalem støder sig, og Juda falder, efterdi deres Tunge og deres Idræt er imod Herren, at forbittre hans Herligheds Øine.
13 Der Ephraim saae sin Sygdom, og Juda sin Byld, da gik Ephraim til Assyrien, og sendte til Kong Jareb; men han, han kunde ikke læge eder, og ei hele eders Byld for eder.
9 Hendes Porte sank ned i Jorden, han fordærvede og sønderbrød hendes Stænger; hendes Konge og hendes Fyrster ere iblandt Hedningerne, der er ikke Lov, ja, hendes Propheter fandt ikke Syn for Herren.
19 Der er ingen Lindring for din Forstyrrelse, din Plage er (heel) svag; Alle, som hørte Tidende om dig, klappede med Hænderne over dig; thi over hvem er ikke din Ondskab stedse overgaaen?
9 Vi vilde have lægt Babel, men den blev ikke lægt; forlader den, og lader os drage, hver til sit Land; thi dens Dom naaer til Himmelen, og er opløftet indtil (de øverste) Skyer.
13 Hvad skal jeg vidne for dig, hvormed skal jeg ligne dig, Jerusalems Datter? hvad skal jeg agte dig lig, at jeg kan trøste dig, du Jomfru, Zions Datter? thi din Forstyrrelse er stor som Havet, hvo kan læge dig?
9 Saa sagde Herren: Saaledes vil jeg fordærve Judæ Hovmodighed, ja Jerusalems megen Hovmodighed.
7 Som en Brønd udvælder sit Vand, saa lod hun udvælde sin Ondskab; Vold og Ødelæggelse blev hørt i den, Sygdom og Slag er stedse for mit Ansigt.
8 Lad dig tugte, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal drages fra dig, at jeg ikke gjør dig til en Ødelæggelse, et Land, som Ingen boer udi.
9 Og han sagde til mig: Israels og Judæ Huses Misgjerning er alt for saare stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af at bøie (Retten); thi de sagde: Herren haver forladt Landet, og Herren seer ikke.
12 Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
17 De skulle være imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi den haver været gjenstridig imod mig, siger Herren.
18 Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
52 Derfor, see, de Dage komme, siger Herren, at jeg vil hjemsøge dens udskaarne Billeder, og de Saarede skulle jamre sig i alt dens Land.
15 Thi see, jeg kalder ad alle Rigernes Slægter mod Norden, siger Herren, og de skulle komme og sætte, hver sin Stol for Jerusalems Portes Dør, og trindt omkring imod alle dens Mure og imod alle Judæ Stæder.
8 Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
6 Og mit Folks Datters Misgjerning er større end Sodoms Synd, den, som blev omkastet som i et Øieblik, og der bleve ikke Hænder brugte paa den.
21 Jeg er forstyrret over mit Folks Datters Forstyrrelse, jeg gaaer i Sørgeklæder, Forskrækkelse har betaget mig.
11 Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som (om den havde været) ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
26 O mit Folks Datter! ombind en Sæk og vælt dig i Asken, gjør dig Sorg (som for) en eneste (Søn), en (saare) bitter Hylen; thi Ødelæggeren skal komme hasteligen over os.
26 Og dens Porte skulle være bedrøvede og sørge, og hun, som holder sig uskyldig, skal sidde paa Jorden.
17 Thi jeg vil lade din Lægedom tage til, og læge dig af dine Saar, siger Herren; thi de kaldte dig den Fordrevne, (og sagde), det er Zion, Ingen spørger efter det.
5 Thi hvo skulde skaane dig, Jerusalem? og hvo skulde have Medynk over dig? og hvo skulde vige (af Veien) for at spørge, om (det gaaer) dig vel?
12 Thi Indbyggersken i Maroth lider Smerte for det Gode; thi der nedkom Ondt fra Herren til Jerusalems Port.
14 Og de lægede mit Folks Datters Forstyrrelse, som om den havde været ringe, og sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
8 Derfor er Herrens Vrede over Juda og Jerusalem, og han haver givet dem hen i Ustadighed til Ødelæggelse og til en Hvidsel, ligesom I see med eders Øine.
19 Saa sagde Herren til mig: Gak, og staa i Folkets Børns Port, igjennem hvilken Judæ Konger komme ind, og igjennem hvilken de gaae ud, og i alle Jerusalems Porte.
6 Og min Grumhed og min Vrede er udøst og er optændt i Judæ Stæder og paa Jerusalems Gader; og de ere blevne til en Ørk og til en Ødelæggelse, som (det sees) paa denne Dag.