Salmene 109:22
Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Salighed, altid sige: Herren være storligen lovet.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
21 Men du, Herre Herre! handle med mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
1 Davids Bøn. Herre! bøi dit Øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig.
5 Lad dem frydes og glædes i dig, alle, som søge dig, og lad dem, som elske din Frelse, altid sige: Gud være storligen lovet!
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
16 Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
16 derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
29 Lad dem udslettes af de Levendes Bog, og lad dem ikke skrives med de Retfærdige.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
23 Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe.
24 Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
10 Alle mine Been skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en Elendig fra den, som er ham for stærk, ja en Elendig og Fattig fra den, som ham røver.
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
107 Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord.
4 Herren skal opholde ham paa (hans) Sygeseng; du omvender alt hans Leie i hans Sygdom.
11 Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper.