Job 30:25
Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper.
13 Hans Velsignelse, som (ellers) maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hjerte.
24 Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).
16 Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg.
26 Dog, der jeg forventede Godt, da kom det Onde, og der jeg haabede Lys, da kom Mørkhed.
16 Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
28 at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
19 dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,
14 Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
12 Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
16 derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
16 Han dømte en Elendigs og en Fattigs Sag; da (gik det) vel til; er det ikke at kjende mig? siger Herren.
1 Derefter vendte jeg mig om og saae alle de Undertrykte, som ilde medhandles under Solen, og see, (der var) deres Graad, som vare undertrykte, og (der var) Ingen, som trøstede dem, og (der gik) Kraft af deres Haand, som undertrykte dem; derimod havde de Ingen, som trøstede dem.
12 Thi han skal frie en Fattig, som raaber, samt den Elendige, og som haver ingen Hjælper.
13 Han skal spare den Ringe og Fattige, og frelse de Fattiges Sjæle.
13 Hvo, som stopper sit Øre for den Ringes Raab, han, han skal og raabe og ikke bønhøres.
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
15 (Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
25 Thi jeg haver (overflødeligen) vederqvæget en træt Sjæl, og jeg haver fyldt enhver bedrøvet Sjæl.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
20 Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
38 Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
4 Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
9 Oplad din Mund, døm Retfærdighed og en Elendigs og Fattigs Sag.
24 I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
7 En Retfærdig kjender de Ringes Sag; en Ugudelig forstaaer sig ikke paa Kundskab.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,