Jobs bok 29:16
Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg.
Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper.
13 Hans Velsignelse, som (ellers) maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hjerte.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue.
15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.
17 Og jeg sønderbrød den Uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte kaste Rovet af sine Tænder.
16 Han dømte en Elendigs og en Fattigs Sag; da (gik det) vel til; er det ikke at kjende mig? siger Herren.
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
26 Dog, der jeg forventede Godt, da kom det Onde, og der jeg haabede Lys, da kom Mørkhed.
16 Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
17 og haver jeg ædet min Mundbid for mig alene, saa at den Faderløse ikke aad deraf,
18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
19 dersom jeg haver seet En omkomme, fordi (han) ikke (havde) Klæder, og (gav) ikke den Fattige et Dække,
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
8 Oplad din Mund for den Stumme, for alle deres Sag, som skulle omkomme.
9 Oplad din Mund, døm Retfærdighed og en Elendigs og Fattigs Sag.
7 En Retfærdig kjender de Ringes Sag; en Ugudelig forstaaer sig ikke paa Kundskab.
3 Skaffer en Ringe og Faderløs Ret, hjælper en Elendig og Arm til Retfærdighed.
4 Redder en Ringe og Fattig, frier ham af de Ugudeliges Haand.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
14 Du seer (det), thi du, du skuer den Møie og Fortræd, saa at man giver (Sagen) i din Haand; den Svage forlader sig paa dig, du, du har været den Faderløses Hjælper.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de Faderløses Arme maatte knuses.
16 eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
12 En mundkaad Mand skal ikke befæstes paa Jorden; en ond, fortrædelig Mand, ham skal man jage, indtil (han er ganske) fordreven.
13 En Arm og en Bedrager mødtes, (men) Herren oplyser deres begges Øine.
14 En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Throne skal stadfæstes evindelig.
2 til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
9 De rive en Faderløs fra Brystet, og (det, som) den Nødtørftige (haver) paa sig, tage de til Pant.
15 (Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
35 Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til eder;
17 lærer at gjøre Godt, søger Ret, hjælper en Fortrykt tilrette, skaffer en Faderløs Ret, udfører Enkers (Sager).
11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
16 Da sagde jeg: Viisdom er bedre end Styrke; dog blev den Fattiges Viisdom foragtet, og hans Ord bleve ikke hørte.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
8 Dog, jeg vil søge hen til Gud, og til Gud vil jeg rette min Tale,
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
16 derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
16 Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
27 Ja, I overfalde den Faderløse, og grave (en Grav) imod eders Næste.
39 Hvad, som var revet, haver jeg ikke baaret til dig, jeg betalte det, du krævede det af min Haand; (iligemaade) det, som enten var stjaalet om Dagen, eller stjaalet om Natten.