Job 29:7
da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!
3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
5 da den Almægtige endnu var hos mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;
19 Saa sagde Herren til mig: Gak, og staa i Folkets Børns Port, igjennem hvilken Judæ Konger komme ind, og igjennem hvilken de gaae ud, og i alle Jerusalems Porte.
6 Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
7 Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
8 som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
13 Og jeg drog ud af Dalporten om Natten, og imod Dragens Kilde og til Møgporten, og jeg agtede paa Jerusalems Mure, som vare nedrevne, og dens Porte, som vare fortærede ved Ild.
14 Og jeg drog over til Kildeporten og til Kongens Fiskevand, og (der var) intet Rum, at Dyret kunde gaae over under mig.
15 Og jeg drog om Natten hen til Bækken, og jeg agtede paa Muren; og jeg vendte tilbage og kom ind ad Dalporten, og vendte (saaledes) tilbage.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
14 Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
15 at raabe til dem, som gaae forbi paa Veien, som vandre ret frem paa deres Veie, (sigende:)
37 Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
2 Ovenpaa de høie (Stæder) ved Veien, i Huset, ved Stierne staaer den.
3 Ved Siden af Portene, foran i Staden, der, hvor man indgaaer af Dørene, raaber den (høit):
12 Og jeg brugte en Sæk til mit Kledebon, men jeg var dem til et Ordsprog.
21 Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord:
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue.
15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.
16 Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg.
25 (Naar) jeg udvalgte deres Vei, da maatte jeg sidde øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Tropperne, som den, der trøster de Sørgende.
26 dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
27 og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
15 derfor gik jeg ud at møde dig, at søge aarle dit Ansigt, og jeg haver fundet dig.
2 (Jeg sagde:) Jeg vil nu staae op og gaae omkring i Staden, paa Stræderne og paa Gaderne, jeg vil lede efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, og fandt ham ikke.
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
7 Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
32 Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
26 Dog, der jeg forventede Godt, da kom det Onde, og der jeg haabede Lys, da kom Mørkhed.
17 Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
7 Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
7 Jeg saae Tjenere paa Heste, og Fyrster gaae (tilfods) paa Jorden som Tjenere.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.