Jobs bok 29:7
da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!
3der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
4ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
5da den Almægtige endnu var hos mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
8da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;
19Saa sagde Herren til mig: Gak, og staa i Folkets Børns Port, igjennem hvilken Judæ Konger komme ind, og igjennem hvilken de gaae ud, og i alle Jerusalems Porte.
6Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
7Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
8som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
13Og jeg drog ud af Dalporten om Natten, og imod Dragens Kilde og til Møgporten, og jeg agtede paa Jerusalems Mure, som vare nedrevne, og dens Porte, som vare fortærede ved Ild.
14Og jeg drog over til Kildeporten og til Kongens Fiskevand, og (der var) intet Rum, at Dyret kunde gaae over under mig.
15Og jeg drog om Natten hen til Bækken, og jeg agtede paa Muren; og jeg vendte tilbage og kom ind ad Dalporten, og vendte (saaledes) tilbage.
11Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
28Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
14Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
15at raabe til dem, som gaae forbi paa Veien, som vandre ret frem paa deres Veie, (sigende:)
37Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
2Ovenpaa de høie (Stæder) ved Veien, i Huset, ved Stierne staaer den.
3Ved Siden af Portene, foran i Staden, der, hvor man indgaaer af Dørene, raaber den (høit):
12Og jeg brugte en Sæk til mit Kledebon, men jeg var dem til et Ordsprog.
21Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord:
14Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue.
15Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.
16Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg.
25(Naar) jeg udvalgte deres Vei, da maatte jeg sidde øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Tropperne, som den, der trøster de Sørgende.
26dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
27og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
12De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
15derfor gik jeg ud at møde dig, at søge aarle dit Ansigt, og jeg haver fundet dig.
2(Jeg sagde:) Jeg vil nu staae op og gaae omkring i Staden, paa Stræderne og paa Gaderne, jeg vil lede efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, og fandt ham ikke.
28Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
7Vægterne, de, som gaae omkring i Staden, fandt mig, de sloge mig, de saarede mig; Vægterne paa Murene toge mit Slør fra mig.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
21dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
3Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
12Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
2Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
32Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
26Dog, der jeg forventede Godt, da kom det Onde, og der jeg haabede Lys, da kom Mørkhed.
17Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
27Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
5Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
25Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
7Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
9Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
34Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
7Jeg saae Tjenere paa Heste, og Fyrster gaae (tilfods) paa Jorden som Tjenere.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.