Ordspråkene 24:32
Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
30 Jeg gik over en lad Mands Ager og over et Menneskes Viingaard, som fattedes Forstand,
31 og see, der vare opkomne idel Tidsler paa den, dens Overflade var skjult med Nelder, og Steengjærdet derom var nedbrudt.
33 (Vil du) sove lidet (endnu), slumre lidet, slaae Hænderne lidet tilsammen for at ligge,
16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
6 Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
7 Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
13 Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:
1 See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
12 Fremdeles er et Ord mig tilbragt hemmeligen, og mit Øre fattede lidet deraf.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
3 Jeg, jeg saae en Daare rodfæstet, og jeg forbandede hans Bolig hasteligen.
27 da saae han den og talte den, beredte den og undersøgte den ogsaa.
11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
12 Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.
23 Du skal grandt kjende dine Faars Skikkelse; sæt dit Hjerte til Hjordene.
7 Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
26 dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
3 Og deres Øine, som see, skulle ikke see hen (til Andre), og deres Øren, som høre, skulle mærke.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
17 indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt.
32 Men lærer en Lignelse, (tagen) af Figentræet: Naar Vædske allerede er kommen i dets Grene, og Bladene springe ud, da vide I, at Sommeren er nær.
33 Saaledes og I, naar I see alt dette, da vider, at han er nær for Dørene.
12 Og Herren sagde til mig: Du saae vel; thi jeg vil være aarvaagen (som Mandeltræet) over mit Ord, til at gjøre det.
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
17 Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
1 Jeg stod paa min Vagt og stillede mig paa Befæstningen, og jeg varede (flitteligen) paa, for at see, hvad han vilde tale ved mig, og hvad jeg skulde svare igjen efter min Overbeviisning.
14 Den Vises Øine ere i hans Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; dog fornam jeg ogsaa, at hvad der hændes den Ene, hændes dem alle.
17 Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
23 Jeg saae Landet, og see, det var øde og tomt; og (jeg saae) til Himlene, og deres Lys (var der) ikke.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
34 Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
10 (Fordi du siger: Jeg maa endnu) lidet sove, lidet slumre, lidet slaae Hænderne tilsammen at ligge,
27 See dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa du det for dig.
13 Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
7 Og han førte mig til Forgaardens Dør, og jeg saae, og see, der var et Hul i Væggen.
6 Thi saa sagde Herren til mig: Gak, set en Vægter, lad ham kundgjøre det, han seer.
15 Jeg saae alle dem, som leve, som vandre under Solen, (at de holdt sig) til den Søn, der, som den Anden (efter Kongen), skulde staae i hans Sted.
5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
25 Lad dine Øine see ret frem, og lad dine Øienlaage vendes ret frem for dig.
9 Og jeg saae, og see, der var en Haand udrakt til mig; og see, en Bogs Rolle var i den.
27 Beskik din Gjerning derude, og bered det for dig paa Ageren, og derefter byg dit Huus.
10 Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
11 See, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte (mine) Øren hen til (at høre) eders Forstand, indtil at I kunde have udsøgt, (hvad I vilde) tale.
10 Thi drager over til Kithims Øer og seer, og sender til Kedar og mærker saare (nøie) og seer, om der er skeet (Saadant), som dette.
1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øine, hvad skulde jeg da agte paa en Jomfru?