Job 32:11
See, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte (mine) Øren hen til (at høre) eders Forstand, indtil at I kunde have udsøgt, (hvad I vilde) tale.
See, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte (mine) Øren hen til (at høre) eders Forstand, indtil at I kunde have udsøgt, (hvad I vilde) tale.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Da jeg (nu) haver agtet paa eder, see, da er der Ingen, som overbeviser Job, (Ingen) af eder, som kunde svare til hans Taler.
10 Derfor siger jeg: Hør mig; jeg, jeg vil ogsaa kundgjøre min Kundskab.
14 Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
15 De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
16 Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
17 (Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.
21 De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
32 (Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.
33 Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
1 Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
4 Men Elihu havde biet (efter, at) Job skulde ende sine Ord, efterdi de vare ældre af Aar end han.
5 Der Elihu saae, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
6 Derfor svarede Elihu, Barachels Søn, den Busiter, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere udlevede (Mænd), derfor ræddedes jeg og frygtede at kundgjøre eder min Kundskab.
7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgjøre Viisdom.
6 Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
4 Jeg vilde ordentligen lægge Retten frem for hans Ansigt, og fylde min Mund med Beviisninger.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
1 Men Job svarede og sagde:
2 Hører flittig min Tale, og lader dette være eders megen Trøst.
34 Folk, (som have et forstandigt) Hjerte, skulle tale med mig, og en viis Mand hører mig.
2 Naar ville I gjøre Ende paa Tale? forstaaer (dog dette), og derefter ville vi tale (mere).
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Fremdeles svarede Elihu og sagde:
2 Hører, I Vise, min Tale, og I Forstandige, vender (eders) Øren til mig!
1 Da svarede Job og sagde:
2 Jeg haver hørt mange Ting som disse; I ere allesammen møisommelige Trøstere.
23 Thi de ventede paa mig som paa Regn, og de gabede med deres Munde som efter sildig Regn.
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgjør for eders Øren.
1 Jeg stod paa min Vagt og stillede mig paa Befæstningen, og jeg varede (flitteligen) paa, for at see, hvad han vilde tale ved mig, og hvad jeg skulde svare igjen efter min Overbeviisning.
5 Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.
23 Vender Ørene (hid) og hører min Røst, mærker og hører min Tale.
5 Jeg biede efter Herren, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa, og agt paa Guds underlige Ting.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Bi mig lidet, og jeg vil kundgjøre dig, at (her er) endnu at tale for Gud.
16 Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
1 See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
1 Men Job svarede og sagde:
32 Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
1 Da svarede Job og sagde: